Adolph vilde ikke forstyrre den opstaaede Pause: det var ham, som om Amalias Suk sammenkaldte en Skare hellige, ukrænkelige Aander omkring dem.
„Men tillad mig!“ udbrød han endelig, „Deres Moder er død og hvor dybt har jeg ikke følt, hvor dybt føler jeg ikke, at en Moders Tab er uerstatteligt; thi ogsaa jeg har tabt en Moder; men ligger der ikke en Egenkjærlighed, skjøndt vistnok en from, i ganske at hengive sig til Savnets Smerte? Under disse Tanker maa jeg altid erindre mig hiin høie Digteraand, som dog saa faa vurdere, Claudius. Han skriver til sin Søn: begræd mig ikke, naar jeg er død! Maa man ikke kalde det ukjærligt? Ikke at ville unde sin Søn den Trøst, at græde! Men ligesom han har overdrevet i een Retning, saaledes overdriver De, tillad mig at minde Dem derom, i en anden. Livets varme Sol skinner endnu paa Dem og De vil finde mange Hjerter, som slaae af Ømhed for Dem!“
„Jeg troer det; — men — men — —“
Amalia lagde sin Haand i Adolphs Albu og taug.
Der opstod en øieblikkelig Pause: Adolph erindrede sig, hvad han havde hørt af Italienerens nysudspredte Rygte; hans Pande bedækkedes med en Vredesrødme og han ansaae det næsten for sin Pligt, løselig at berøre det. Men han havde neppe udtalt Italienerens Navn, førend Amalias blege Kind blev endnu blegere: Hun fattede hans Arm fastere og fremtvang et Smiil: „Jeg kjender denne Italiener“ — hendes Stemme skjalv — „men tillat mig en
