Faders Arm; men, da hun saa Brødrene, gled en let Rødme over hendes Kinder.
Adolph havde været taus; men da Amalias Øine mødte hans, var han som forvandlet. Leopold var snart fordybet i en Samtale med Hr. Werner. Adolph og Amalia fulgte efter.
„En deilig Dag!“ sagde Adolph.
„En henrykkende Fred hviler over hele Naturen.“
„Den samme Fred, den samme vemodsfulde Harmonie, som aanded' gjennem den Sang, De lod os høre i Aftes. Det var en af de hyggeligste Timer i mit Liv. Hvor meget mere hjerteopdragende er ikke disse smaa Familiecirkler, hvortil hver bidrager sit, for at gjøre dem behagelige, end hine store, flaue Selskaber, hvor man træffer Snese, der er' uden Talent til at yde, ja selv ofte ud' af Stand til at modtage, og som man dog maa ansee det for sin Pligt, at sysselsætte og „fornøie“.“
„Det har altid været mine Tanker; men kun sjelden har jeg vovet, at yttre dem, og selv disse faa Gange er jeg bleven misforstaaet og beskyldt for Sværmerie eller Drømmerie.“
„Hvor det glæder mig, at finde Deres Bifald; thi ogsaa jeg har været udsat for Deres Skjæbne.“
„Naar jeg overtænker dette Hang hos mig til disse huslige, stille Glæder, kan jeg ikke nok takke Gud, som lod mig finde en Moder, hvis meste Omhu gik ud paa, at danne min Sjel for dem og hvor ofte har jeg ikke følt mig lykkelig under deree Indflydelse — men min Moder er død!“
