„Betvivles ikke! bestod i?“
„Udenfor Sagen! Den Tid maatte jeg i det hele taget kalde mig en — en — en — Kjøbmand.“
„Hvad for noget, kom det derud?“
„En Kjøbmand! Desværre var' mine Kjøbere faa og det fast udelukkende Fremmede, som uden Venner slentrede om paa Indskjøb. En Foraarsdag kom Werner.“
„Nu?“
„Da han skulde betale, maatte jeg vexle en Femtidalerseddel og det har styrtet mig.“
„Hvad? De bedrog ham? — rene Ord!“
„Hu! nei! Falsknerie!“
„Ha — ha! men Du er jo hans Ven?“
„Forstaaer sig!“
„Forstaaer sig?“
„Forstaaer sig — Jeg maatte flygte — sværmede omkring i sex Aar, men da disse sex Aar vare omme, var jeg udbrændt. Seer De min gustne Farve, mit graae Haar, seer De mine blaae Læber! — Det er Sværmelystens Gift, som har tæret. (Hr. Johnsons Stemme blev lav og monoton). Dette Haar har været mørkt som Ibenholt; disse Kinder har været mandigbrune; disse Læber har været ungdomsfriske — Forandringerne vare store; jeg afragede mine Øienbryn og jeg var et andet Menneske. — Jeg saae Werner; han saae mig, jeg fingerte Navn og Stand; thi jeg var
