nu gamle Ven! jeg spinder min Traad; Du Din, begge spindes sammen og saa fremad! Jeg vil ikke gjentage min Fortælling fra sidst, men blot mine Forhaabninger: Jeg har svoret Hævn; min egentlige Hævn bestaaer i at faae min rige Brud tilbage; men forstaaer Du, saalænge min Missionstid varer, kan jeg ikke leve af Luft og Haab — lige Principer mødes, siger man og derfor er Du bleven min Ven; fortæl nu Din Traad!“
„Jeg har sagt nei!“ svarede Johnson og Røgskyen fortættedes.
„Og jeg siger: jo! min kjære Johnson!“ hviskede Lazo med en lidt comisk Accent, idet han strøg Brevet til sig, stak det langsomt i Lommen, tømte sit Glas, fyldte det, lænede sig „comfortabelt“ tilbage i Sophaen og pustede Røgen i lange Striber til alle Sider. Johnson sad taus.
„Nu vel!“ udbrød han endelig, „saameget som er nødvendigt.“
„Bevares, Herre! hverken om Din Moder eller Amme!“
„Heller ikke om mine tidligere Aar!“
„Som Dem behager; kun ingen Stumper og ingen Lapper!“
„Vist ikke!“ — Atter en temmelig lang Pause, som Italieneren maatte bryde med ett „Nu, Hr. Johnson!“
„Det var i Hamburg!“ begyndte denne. — —
„For Pokker, er' vi alt i Hamburg? Og hvordan derhen?“
„Hører ikke hertil! Det var som sagt i Hamburg. Jeg havde revet mig løs fra min Principal i Bergen og slentret fire Aar omkring i Verden, da jeg, som sagt, var i Hamburg. Min Metier var heterogen; det er sandt, men visselig hæderlig.
