i mistænkelige Forhold til en ung italiensk Greve i Milano. Leopold lo ad dem; Adolph lo med; men det kunde dog ikke feile, at de efterlod' et og andet Indtryk paa ham og efter megen Kamp maatte han spørge sig selv: „hvad er Italienerens Hensigt; hvad Grund kan han have til at opfinde slige Urimeligheder?“ Dog blot Tanken paa Amalia lod alle Betænkeligheder forsvinde og var han i hendes Nærværelse, følte han sig stundom fristet, til at berøre Rygterne, kun forat spotte dem.
Brødrene droge sig naturligviis tilbage fra Italienerens Selskab; men Adolph syntes at have mærket, at han frygtede og skyede deres Nærværelse, ligesom Hr. Werners.
Vi maae imidlertid ikke slippe Hr. Johnson af Sigte. Han havde antagelige Grunde forat opgive sit Venskab med Adolph Henning. Han havde draget den Nytte af ham, han ønskete og han kjendte sine Kunder for godt, til ikke at vide, at de gjerne forlængede deres Credit, indtil at Nøden tvang dem til at ile med Afgjørelsen af deres Tilgodehavende; men ogsaa for dette Tilfælde havde Hr. Johnson et Hjælpemiddel. Imidlertid forenede sig med denne Grund en anden, endnu vægtigere.
Klokken var otte. Det var en kold Vinteraften. Sneen drev i tætte Flokke ude paa Gaden; men en livlig Ild, der flammede i Ovnen, fremtryllede Sommervarme i Hr. Johnsons Dagligværelse i anden Etage. Han hvilede udstrakt paa Sophaen og røgede Tobak af en slangerøret Pibe med et sølvbeslaget Meerskumshoved. Foran ham paa et rundt Bord stod en Punschebolle og to Glas.
