ind til ham og efter en meget godt spilt Rolle af den største Munterhed og „Bonaiserie“, bad ham laane sig 50 Spd.
„En liden Forlegenhed, som vi Kjøbmænd maae være belavede paa; men vi have altid gode Venner i Baghaanden. Behøver De dem tilbage før om fire eller idethøieste — virkelig idethøjeste – fem Dage?“
„Jeg maa tilstaae Dem, min Herre“, svarede Adolph, lidt alvorligere, end den gode Herre ønskede, „at min pecuniaire Forfatning ikke tillader slige Laan.“
„Hvad behager?“ spurgte Hr. Johnson med en Tølpers Frækhed og, som det syntes, halv fornærmet — „mener De — —“
„Nei, jeg mener Intet“, afbrød Adolph ham, som ansaae det for en Æressag, ikke at støde en Mand, der havde viist ham saamegen Opmærksomhed; „vær saa god!“ vedblev han og rakte Johnson den forlangte Sum.
Johnsen tog den, stak den med Ligegyldighed i Lommen og sagde et simpelt Tak. „Jeg haaber snart, at see Dem igjen!“
Med disse Ord greb han Adolphs Haand, rystede den venskabelig og gik bort. Havde Adolph hidtil seet hans Komme høist ugjerne, tænkte han nu med en Slags Gysen paa ham, hvortil især bidrog flere af hans Venners Fortællinger, om at han førte en yderst mistænkelig Vandel og, med en næsten rædsom Foragt for alle ømmere Familiebaand, gjorde sin Kone og Datter Livet til et sandt Helvede.
