Især syntes Damerne at komme i Hede, da de saae de skjøne, mandige Skikkelser hilse rundt til den store Forsamling, og omendskjøndt de strax begyndte den afbrudte Conversation, kunde dog Mange ikke undgaae at skotte hen til de livlige Gjæster. Hr. Werner forestillede dem som sine Venner for det hele Selskab, der strax tog sig af dem med den største Forekommenhed og Artighed. Jomfru Amalia var ikke for Øieblikket tilstede, men kom snart ind og hilsede Brødrene med en særdeles Venlighed.
„See, see!“ hvidskede Frøken Falster til Jomfru Brandt. „Kan Du tænke Dig en simplere Smag og dog har hun et Væsen, som en Dronning.“
„En Dronning? – som en Helgen!“
„Men hun er saa bleg“, svarede Frøken Falster.
„Det er' alle Helgener!“
Imidlertid stod Leopold og talede med Hr. Werner.
„Tillad mig“, sagde denne, „var De ikke for et Aar siden i Berlin?“
„Jo, min Herre!“
„Og vakte særdeles Opmærksomhed ved en Afhandling i et af de literaire Societeter?“
„Jeg tør neppe smigre mig ved nogen Opmærksomhed; men jeg skrev en Afhandling, som blev meget velvilligt optaget.“
„Jeg læste den med megen Interesse. Imidlertid førte jeg den paa Tale, forat beklage Bergens uliteraire Aand. Dog, jeg behøver ikke, at sige dem det: De vil snart opdage det. Men der er Hr. Bryning!“
