og nogle Skridt til Siden stod en Flok unge Mennesker, som kastede Øine paa min tydske Ven, der straalede af Misundelse. Familien Werner var meget selskabelig og der gik en Tone gjennem dens Omgang, der virkede med en Slags Tryllekraft paa den hele Fornemme Verden. Især havde Datterens Skjønhed og Ynde samlet en Mængde Tilbedere omkring hende og om hun ikke fyldestgjorde Nogen i den Grad, som de vare vante til hos det øvrige smukke Kjøn, vidste hun dog, med sit belevne og frie Væsen, at holde dem fangne; men uden ringeste Stræben fra hendes Side.
Da Comedien var tilende, indbød Hr. Werner mine tydske Venner, at besøge ham den følgende Aften; de lovede det og, at de holdt deres Løfte, behøver jeg neppe at sige.
Tredie Capitel.
Selskabet.
Der skulde være stort Selskab hos Hr. Werner. Logiet laae paa det øvre Torv i et stort, grundmuret Huus, der, for ikke lang Tid siden opbygget, er en ikke ringe Prydelse for denne Bergens største og skjønneste offentlige Plads. Ligeoverfor boede Fru Falster, hvis tvende Døttre ansaaes for nogle af de Første, blandt Bergens Skjønheder. Om Formiddagen, tidlig, medens endnu Elise,
