ikke den, som har indre Varme nok, tilat trodse Natur og Vedtægt. – Men apropos! Hvordan kjender Du hende saa godt?“
„Amalia Werner kjender jeg, fordi min Fader var en Ven af hendes Fader, den Høie, ranke, sortklædte Person, som sidder tæt ved.“
„Ja, et deiligt Ansigt og et skjønt Haar,“ faldt Leopold os i Talen.
„Men man siger dog, at hun har været smukkere. Hendes Moder er død for nogle Maaneder siden og hun er bleg og lidt mager.“
„Nei, nei!“ sagde Adolph heftig, „hun har ikke været smukkere. Var Kinden en Linie fyldigere, vilde hun være hæslig, i Forhold til hvad hun nu er. See denne liliehvide Hud til dette klare, blide, men bestemte Øie, disse yndigt buede Øienbryn, disse Læber, dette fromme forstandige Smiil, halvt veemodigt, halvt drømmende, som ligger i Mundkrogene — og alt dette vilde endog den fineste Rødme eller Fyldighed forstyrre. Det er et Helgenbilled' og havde Raphael seet disse Læber, skulde hans Madonna have været endnu smukkere end hun er.“
„See, see, kjære Broder! det er poetisk — men Leonard! Du er dog ret uhøflig; hører Du ikke, at Adolph beder Dig, føre ham hen til hende, at han kan lægge sit Hjerte for hendes Fødder?“
„Hys, hys, Broder!“
„Hys — Teppet gaaer op!“
„Skjønne Decorationer!“ hvidskede Leopold, „Belysningen heldig — — see, en god Holdning! – – – men for Pokker!“ raabte han og sprang op fra sin Plads – „atter det klæsende Danske!“
