hævede Ansigtet, slog sin Haand i den Ankomnes, en temmelig liden Fyr, med Briller og Stok og klædt i en lysegrøn „Sækkefrakke“. Som saaledes Lysekronen skinnede ham lige i Ansigtet, saae man de „bøseste“ Træk, man kunde forestille sig. Begge Vennerne toge hverandre under Armen og, uden at slippe deres fortrolige Tag, trængte de sig imellem Bænkene hen til en Flok unge Damer. Blandt disse var der en tyk, bredkindet Pige, som almindelig ansaaes for en Skjønhed. Hun havde hidtil siddet rolig; men neppe saae hun Vennerne i sin Nærhed, førend hun sprang op, aabnede sin brede Mund og henvendte en lang Række af Ord mot Brillepersonen. Brillerne hævede sig ved et Griin paa Næsen, som i Forening med en Piring med Øinene skulde antyde et Smiil; han bukkede dybt og frembragte en grov Lyd, som hørtes Theatret rundt. Nu kom en liden Vims tilflyvende med Handskerne i Luften og Frakkeskjøderne slaaende paa høire og venstre Bænk. Han forenede sig med de tvende Foregaaende og caresserede en Dame, som sad i Nærheden, loe og snakkede i et væk og stod endelig en Stund rolig, for gjennem Lorgnetten, at lade Øinene flyve om til Balconens Personale. Imidlertid havde vor første Helt stillet sig ved sin Dames Side og ageret den Belevne, ved at opregne Navnene paa det hele Publicum fra Parterre til Balcon, fra Høire til Venstre og derunder meget ivrig maneuvreret med de hvide Handsker, som kun lidet passede til de tykke, røde Hænder, der førte dem. Brillepersonen, Hr. Myhler, øvede ogsaa med stor Iver sine Taleorganer, og medens han af alle Kræfter søgte at gjøre Bukkene
