Andet Capitel.
Theatret.
„Og nu til Forlystelser, kjære Leopold!“ sagde jeg den følgende Dag, da han aflagde mig det første Besøg. „Iaften paa Theatret. Der gives „Ørkenens Søn“, et meget rost Stykke."
„Troer Du ikke, jeg kjender det? Jeg har seet det i Tydskland og Danmark flere Gange. Det er et Product, der viser, at Forfatteren har valgt et feilagtigt Medium for sit store poetiske Talent, ligesom Handlingens Tidspunct slet ikke egner sig for Theatret. Jeg hylder Herders Theorie: Er Handlingen for langt adskilt fra os, baade gjennem Tid og Sted, saa kan Stykket interessere, men aldrig fornøje. Dog lad' os gaae derhen! Jeg haaber ved Eders norske, kraftige Sprog, at faae Erstatning for det bløde Sprog, jeg plagedes med i Kjøbenhavn.“
„Du faaer, at see“, tænkte jeg.
Om Aftenen førte jeg ham og hans Broder, Adolph, paa Theatret. Adolph var en skjøn Yngling, fuld af Liv og spillende Vid.
„I komme udentvivl, at vente en god Stund paa Teppets Opgang“, sagde jeg, da vi havde taget Sæde, „Imidlertid kunne I fordrive Tiden paa en meget morsom Maade. Betragt blot Publicum.“
Ved sin Moders Side stod en tyk Person, med et dumt Ansigt og grove Manerer. En af hans Venner udtalte hans Navn. Han
