Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


37 Imidlertid havde Erik Kongsſøn og hans Afdeling efter den oprindelige Beſtemmelſe landet ude paa Holmen, hvorfra de hørte det Hær-ſkrig, ſom deres eget Parti opløftede inde i Byen, og hvoraf de droge den Slutning, at Fienderne havde været forberedte paa Over-ſaldet og nu forſvarede ſig. Uagtet det i dette Tilfælde vilde være farligt for dem at indlade flg i Kamp mod Overmagten, vilde de dog heller ikke under ſaadanne Omſtændigheder lade ſin Konge i Stiklen og iſtemte derfor ogſaa Hærſkrig, idet de ſtævnede frem fordi Kriftkirkegaarden imod Kongsgaarden, hvor Kong Magnus ſov i den ſtore Hal med ſin hele Hird. Han var juſt ude paa Svalen, da han hørte Fiendernes Skrig, og løb ſaa frem efter denne til Apoſtelkirlen, hvor han – uagtet det var meget højt over Jorden – hoppede ned paa Kirkegaarden Derfra løb han et Stykke op forbi Biſpegaarden, ſaa ovenfor Vejſan og det indenfor denne liggende Strøg Kopr og forbi Nikolaskirken, hvor han traf nogle af ſine Folk, med hvilke han fortſatte ſin Flugt ovenfor Byens bebyggede Del helt indtil Olafskirken i Vaagsbunden, hvor efter- haanden hans Folk ſamledös, idet Birkebejnerne i ſin Iver for at naa frem til Kongsgaarden ikke havde anſtillet nogen nærmere Ran- ſagning af Byens Huſe, og de af Magnus’s Folk, ſom havde ſovet der, ſaaledes for en ſtor Del vare blevne ſkaanede. Det var paa denne Maade kun et Tilfælde og den Hurtighed, hvormed han var ilet bort fra den truede Kongsgaard, ſom Kong Magnus ved dette Overfald havde havt at takle for ſit Liv. Birke- bejnerne ſtode ogſaa fremdeles længe, efter at han var undſluppen, i den Tro, at han endnu befandt ſig i den Hal, hvor han havde tilbragt Natten, og ſamlede derfor nu for en Tid alle ſine Kræfter paa Angrebet paa Kongsgaarden, hvor de gjenblevne af Magnus’s Folk forſvarede ſig med –megen Tapperhed I denne Kamp faldt mange kjække Mænd; men da det blev bekjendt, at Kong Magnus allerede var undſluppen, lod Sverre de fleſte, ſom bade dervm, faa Grid. Kampen var hermed egentlig at betragte, ſom aſgjort, og Kongsgaarden var i Sverres Beſiddelſe; men der foreſtod endnu en mindre Dyſt, idet Erkebiſkop Eyſtejn, der var kommen tilbage fra ſin Landflygtighed-i England og nu laa med ſit Skib ved Jons- bryggen paa Vaagens Veſtſide, Stranden, havde ladet ſine Mænd gribe til Vaaben og drage indover til Hjælp for Kong Magnus Birkebejnerne mødte dem imidlertid, dræbte treti Mænd og jagede de andre af denne Skare tilbage. For Kong Magnus, der under Kampen havde tabt ſit Mærke og ſin Lur, var der ikke at tænke paa at gjenoptage –Striden, hvorfor hans Folk ad forſkjellige Veie ſøgte