Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/481

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


469 droge til Øſtlandet for at forſvare Grænſen Naar disſe ſamme Tropper atter vendte tilbage, bleve de ſejrede ved ſtore Tilſtel- ninger, hvorved man vidſte at forene baade de religiøſe og de rent materielle Henſyn. I 1812, da Efterretningen om „Najadens“ Tab havde vakt almindelig Landeſorg, holdt man iBergen lignende Tilſtelninger, hvor der paa forſkjellige Maader ſkaſfedes Penge til- veje til Fordel for dem, ſom ved denne Lejlighed havde tabt ſine Forſørgere. Disſe feſtlige Sammenkomſter vare Lyspunkter midt under de ſørgelige Udſigter, ſom ellers vare de meſt fremherſkende, og bi- droge vel heller ikke ſaa lidet til at holde Modet oppe hos mange, navnlig gjennem den Anledning, ſom derved ſrembødes til at ſamle den hele Befolkning i fædrelandſk Begejſtring. Tidernes Tryk blev iBergen, ſom i det øvrige Norge, mere og mere pinligt, efter hvert ſom Aarene gik uden at bringe Fred, og Krigen, ſom om den blot havde været af kortere Varighed, ikke vilde have været andet end en Qpmuntring til Forſigtighed, blev nu en haard Prøve paa det hele Folks Evne til at bringe Ofte for ſit Fædreland. Jo længere den engelſke Blokade varede, deſto vanſkeligere blev det at ſkaffe Næringsmidler i et Land, der ſom det veſtenfjeldſke aldrig kunde brødſøde ſig ſelv, og da ſaa Aaret 1812 kom, ſyntes Ulykken at have naaet ſit Toppunkt. Man maatte gribe til forſkjellige For- holdsregler for at forebygge, at det forhaandenværende Forraad af Fødevarer ſkulde ſlippe op, inden Høſten 1813 atter kunde have fyldt de tomme Lader, og Regjeringen virkede utrættelig med at belære Folket om, hvad der kunde anvendes imod den truende Mangel og de Sygdomme, der kunde opſtaa ved de uvante Spiſer. Tilſidſt maatte der endog indføres de ſamme Forholdsregler, ſom i belejrede Stæder, for at Kornforraadet kunde holde ud, ſaalænge ſom muligt, ligeſom der fra de lokale Autoriteters Side ſørgedes for at afhjælpe den Trang, ſom maatte forudſees at blive en uundgaaelig Følge af den herſkende Arbejdsløshed. Af megen Betydning blev under disſe beklagelige Forhold den bekjendte Forordning af 5 Januar 1813, der reducerede Pengenes Værdi og derigjennem gjorde den almindelige Dyrtid og Forvir- ring endnu mere følelig. For Bergen ſtillede denne Forordnings Følger ſig endnu værre, end for det øvrige Land, idet den i en ganſke betydelig Grad reducerede Nordlandsgjælden. Men det gjaldt om ikke at forſage, ligeſom der under de daværende politiſke For- hold aabnede ſig endnu værre Udſigter for Nordlandshandelens gamle Hovedſtad. J de ſtore Magters Raad var der nemlig Tale