27 taget sin Tilflugt til Kirkerne eller skjult sig hist og her i Byen, vilde komme frem til dem, naar de hørte Lyden af hans Lur, And- vaka. Idet han derefter rykkede frem mod Byen, kom der allerede flere Folk til ham, og da han kom til Olafskirken i Vaagsbunden (den nuværende Domkirke), lod han blæse i Andvaka og rejse sit Mærke. Birkebejnerne stimlede da sammen om sin Leder fra de forskjellige Kirker, i hvilke de havde søgt sin Tilflugt, hvorpaa Kongen fylkede sit Mandskab ved den i Nærheden af Olafskirken liggende Alle- helgenskirke og opmuntrede dem til at gaa kjækt frem mod Bonde- hæren. Birkebejnerne-svarede hertil, at det skulde gaa den galt, som nu frygtede Bondehæren, og stormede under høje Raad løs paa den Afdeling, som havde ftillet sig paa Ionsvoldene. Det var nu just i Daggryningen, og da Bønderne opdagede Kongens Mærke ftævne frem imod dem, bleve de grebne af Rædsel Ingen vovede at gaa frem, og ved de første Spydkast fra Birkebejnerne vendte de Ryggen og søgte sin Redning i Flugten. Men de fremtrængende Birkebejner fulgte dem i Hælene og nedhuggede en Mængde af dem, ligesom andet Slagtekvæg. Enkelte Bønder lykkedes det at komme ud paa Skibene, andre vilde redde sig ved Svømning Men under Forsøget herpaa druknede mange, medens andre bleve tagne svømmende af Birkebejnerne, som forfulgte dem lige ned til Stranden- Den største Afdeling af Bondehæren var saaledes slagen og fprængt fra hinanden, og Sverre vendte derfor med en Del af sine egne Folk tilbage for paa samme Maade at gjøre det af med den anden Afdeling, som endnu stod ude ved Kristkirken. Men denne synes ikke at have været særdeles tilbøjelig til at oppebie Sverres Komme, og opgav derfor allerede paa Forhaand enhver Tanke paa at kjæmpe med ham. Kongen mødte saaledes under sin Marsch store Flokke af Bønder, som overgave sig til ham, og som han da ogsaa skjænkede Naade Det var nu blevet Dag. Kongen gik da udover gjennem Byen mod Kongsgaarden og hilsede, som det berettes i Sagaen, alle de Kirker, som laa paa hans Bej, med Kys. De Bønder, som vare komne ombord paa Skibene, roede imidlertid skyndsomt ud af Vaagen for at komme bort. De maatte selv til- ftaa, som sandt var, at aldrig havde Nogen saret en værre Færd med en saa stor Hær, som de havde havt. Kong Sverre lod dem heller ikke senere slippe saa let, men gjorde kort efter et Tog ind i Hardanger og rundt om i Hørdaland, hvor han lod Deltagerne i Jon Kutizas Opløb betale store Bøder. Denne selv havde for Gvrigt ikke været med i Kampen, da han var gammel og tung- før og derfor havde foretrukket at blive ombord paa Lang-
