Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


27 taget ſin Tilflugt til Kirkerne eller ſkjult ſig hiſt og her i Byen, vilde komme frem til dem, naar de hørte Lyden af hans Lur, And- vaka. Idet han derefter rykkede frem mod Byen, kom der allerede flere Folk til ham, og da han kom til Olafskirken i Vaagsbunden (den nuværende Domkirke), lod han blæſe i Andvaka og rejſe ſit Mærke. Birkebejnerne ſtimlede da ſammen om ſin Leder fra de forſkjellige Kirker, i hvilke de havde ſøgt ſin Tilflugt, hvorpaa Kongen fylkede ſit Mandſkab ved den i Nærheden af Olafskirken liggende Alle- helgenskirke og opmuntrede dem til at gaa kjækt frem mod Bonde- hæren. Birkebejnerne-ſvarede hertil, at det ſkulde gaa den galt, ſom nu frygtede Bondehæren, og ſtormede under høje Raad løs paa den Afdeling, ſom havde ftillet ſig paa Ionsvoldene. Det var nu juſt i Daggryningen, og da Bønderne opdagede Kongens Mærke ftævne frem imod dem, bleve de grebne af Rædſel Ingen vovede at gaa frem, og ved de førſte Spydkaſt fra Birkebejnerne vendte de Ryggen og ſøgte ſin Redning i Flugten. Men de fremtrængende Birkebejner fulgte dem i Hælene og nedhuggede en Mængde af dem, ligeſom andet Slagtekvæg. Enkelte Bønder lykkedes det at komme ud paa Skibene, andre vilde redde ſig ved Svømning Men under Forſøget herpaa druknede mange, medens andre bleve tagne ſvømmende af Birkebejnerne, ſom forfulgte dem lige ned til Stranden- Den ſtørſte Afdeling af Bondehæren var ſaaledes ſlagen og fprængt fra hinanden, og Sverre vendte derfor med en Del af ſine egne Folk tilbage for paa ſamme Maade at gjøre det af med den anden Afdeling, ſom endnu ſtod ude ved Kriſtkirken. Men denne ſynes ikke at have været ſærdeles tilbøjelig til at oppebie Sverres Komme, og opgav derfor allerede paa Forhaand enhver Tanke paa at kjæmpe med ham. Kongen mødte ſaaledes under ſin Marſch ſtore Flokke af Bønder, ſom overgave ſig til ham, og ſom han da ogſaa ſkjænkede Naade Det var nu blevet Dag. Kongen gik da udover gjennem Byen mod Kongsgaarden og hilſede, ſom det berettes i Sagaen, alle de Kirker, ſom laa paa hans Bej, med Kys. De Bønder, ſom vare komne ombord paa Skibene, roede imidlertid ſkyndſomt ud af Vaagen for at komme bort. De maatte ſelv til- ftaa, ſom ſandt var, at aldrig havde Nogen ſaret en værre Færd med en ſaa ſtor Hær, ſom de havde havt. Kong Sverre lod dem heller ikke ſenere ſlippe ſaa let, men gjorde kort efter et Tog ind i Hardanger og rundt om i Hørdaland, hvor han lod Deltagerne i Jon Kutizas Opløb betale ſtore Bøder. Denne ſelv havde for Gvrigt ikke været med i Kampen, da han var gammel og tung- før og derfor havde foretrukket at blive ombord paa Lang-