Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/357

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


345 med andre Omſtændigheder bidrog til at forhale Afgjørelſen, der førſt kom om Sommeren 156I, da Bergens, Throndhjems-, Agde- ſidens og Stavangers Lagmænd mødte i Bergen og der afſagde en Dom om alle de Tviſtepunkter, ſom vare imellem Lehns-herren og de tydſke Kjøbmænd, der dog her, forſaavidt vedkom Huſene iDreg- gen, vare i Fællesſkab med en Del norſke Borgere. Ved denne Dom blev det beſtemt, at disſe Huſe ſkulde nedrives inden et Aars Forløb. Dernæſt blev det kjendt for Ret, at de paa Stranden lig- gende Huſe, ſom Bryggens Kjøbmænd tiltrods for de mange derom udgivne Lovbud fremdeles havde beholdt, ſkulde overflyttes til den anden Side af Vaagen eller efter Taxt overdrages til norſke Borg- ere, ſom havde lovlig Ret til at eje Huſe paa Stranden. Det kan være tvivlſomt, om denne Beſtemmelſe ſtrax blev gjennemført, da det er ſikkert, at de tydſke Kjøbmænd endnu i 1582 havde adſkilligt Gods oplagt paa Stranden; men i ethvert Tilfælde maa dog nu Overtrædelſer af dette Bud være blevne dem meget vanſkeligere. Paa ſamme Maade blev den Myndighed over Mariakirken, ſom i 1408 var overdraget de tydſke Kjøbmænd, nu frataget dem, medens iFremtiden ſaavel denne Kirke, ſom de andre, Tydſkerne uden Hjem- mel havde tilegnet tſig, ſkulde „være under Kongelig Majeſtæt, ſom andre Sognekirker her udi Riget, med Religion, Kirkeregimente og med Kirkeværger at ſætte og„Regnſkab at gjøre, efterſom Kongelig Majeſtæts Ordinants indeholder og formelder om Sognekirker.“ Tillige blev det nu beſtemt, at de tydſke Kirker i paakommende Tilfælde ſkulde yde Kongen den ſamme „Kirkehjælp“, ſom andre Kirker i Landet vare pligtige til at give. Hvad Ledingen angik, da erklærede de Kontorſke ſelv, at de vare pligtige til at yde en Daler af hver halv Gaard paa Bryggen, hvorimod de ikke vilde vedgaa, at der paalaa dem nogen ſaadan Forpligtelſe med Henſyn til Tienden, ſom de nu ikke havde ſvaret i umindelige Tider. Erik Roſenkrans var imidlertid her ubøjelig og mindede om, hvad der var pasſeret under Tiendeſtriden mellem Suterne og Biſkop Arne. J Henhold til de ved denne Lejlighed udſtedte Dokumenter blev det nu ogſaa beſtemt, at Dommen fra 1311 maatte blive ſtaaende ved Magt, ſaaledes at Kjøbmændene ſkulde være pligtige til at give Tiende ligeſaavel, ſom alle andre Borgere. Med Henſyn til Spørgsmaalet om Grundlejen, da havde Erik Roſenkrans allerede i Forvejen efter Kongens Befaling ladet foretage en Qpmaaling af alle Grunde mel- lem Bryggen og Søen og derpaa ladet dem vurdere for en faſt Grundleje af tolv’ uvillige Mænd Det blev nu kjendt for Ret, at denne ſkulde betales, og at de, ſom havde faaet Grunde, for Frem-