342 megen Uforsigtighed, idet han udtalte sine Anskuelser om Nødvendig- heden af en fuldstændig Forandring i den bestaaende Regjerings- form. Da hans Ytringer bleve meget bekjendte, er det ogsaa rime- ligt, at de have vakt Opsigt mellem Borgerskabet i Bergen; men da Dybvad strax blev fængslet og sendt til Danmark, hvor han efter nogle Aars Forløb døde i Fængsel paa Kallundborg Slot, blev der ikke synderlig Tid for ham til at udbrede sine Anskuelser.!) Dog er det i ethvert Fald mærkeligt, at det netop paa denne Tid, i 1619 og 1620, omtales, at Bergens Borgere forsøgte paa at er- hverve sig en større Uafhængighed af den kongelige Lehnsherrei kommunale Spørgsmaal, navnlig med Hensyn til Regnskabsvæsenet.2) Om denne Bevægelse ikke just er bleven foranlediget af Kristofer Dybvad, er det dog let forklarligt, at Lehnsherren under saadanne Omstændigheder har fundet saa meget større Grund til at være for- sigtig og snarest mulig søgt at fjerne en saa farlig Person. Ogsaa mellem de højere EmbedsmændiBergen var der i denne Tid stadig Strid og navnlig synes der ikke sjelden at have hersket et mindre godt Forhold mellem Lehnsherren og Biskopen Saaledes var der imod Slutningen af det sextende Aarhundrede meget stærke Rivninger mellem Peder Thott, som da havde Lehnet, og Biskopen, den lærde Anders Foss.8) Begge vare meget skinsyge over sin Magt, som de formodentlig have søgt at udvide med den samme ,Jver, som den, hvormed de modarbejdede ethvert Forsøg i denne Retning fra den anden Side. Ved denne Lejlighed gik det dog meget voldsommere til, end det plejede, ligesom Striden fremkaldte en stærk Splittelse inden Borgerskabet, der dog nu for det meste synes at have staaet paa Biskopens Side. For Peder Thott var det under disse Forhold sandsynligvis meget kjærkomment, at Bi- skopens Hustru, som ovenfor omtalt, blev indviklet i en Trolddomssag, og skjønt hendes Uslyldighed maa ansees at have været aldeles bevist, da Biskopen godtgjorde, at hun var bortrejst paa den Tid, da hun skulde været med en Troldkarl paa Fløjfjeldet eller Lyderhorn, der ved Bergen gjorde Tjeneste for Bloksbjerg, benyttede dog Lehnsherren den Anledning, som derved havde frembudt sig, til at ærgre og plage Biskopen ganske grnndig. Sagens Historie viser, til hvilke “) Danske Magasin, tredie Række, 1l, 240 flg. 2) Norske Rigsregistranter, V, 32 flg. og 54. “)1)r. Holger Rørdam, Monumenta I1ivtoriw I)anicæ, 11, 538–594, hvor der tillige er trykt flere Breve vedkommende Bergenske Forhold
