335 ledes overmaade hyppig i de gamle Optegnelser fra og om Bergen. Ogsaa her var det en meget blandet Skare, med hvem Skarpret- teren fik gjøre Bekjendtskab, – Folk af Byens bedste Familier, ligesaa vel som Tyve, Mordere og andre Kjeltringer. Undertiden gik det galt med Exekutionen, naar f. Ex. Touget brast og Synderen styrtede ned paa Iorden. En Bonde, som en Gang skulde den Vej, men som faldt ned af Galgen og derved drak Benet, mente, at han nu havde gjort nok, og at han ikke behøvede mere, naar han en Gang havde været i Galgen; men Bøddelen vilde dog ikke lade sig overbevise af de Grunde, som han fremførte, og Bonden maatte atter til. I Almindelighed bleve Henrettelserne afgjorte meget for- retningsmæssig. Men enkelte Gange skildres de ogsaa paa en saa- dan Maade, at man kan forstaa, at der har været udbredt en Høj- tidelighed over den hele Handling, og at de tilstedeværende have været dybt rystede over den dømtes Skjæbne. Dette var saaledes Tilfældet, da Dynnes Pederssøn blev henrettet i 1571. Denne havde tidligere været Foged i Senjen, men blev sat fast paa Bergenhus paa Grund af Underslæb med Kongens Penge og derfor dømt til Døden, unegtelig en noget haard Straf for en uredelig Oppebørselsbetjent. Absalon Pederssøn siger om de Samtaler, som han havde med ham paa Henrettelsesdagen, at skjønt han i sin Tid havde forberedt mange til Døden, og mange havde gaaet i denne med en god Tro, saa overgik dog Dynnes dem allesammen; „han var ligesom en Prest og er vel værd, at han ikke skal regnes blandt Misdædere, men blandt Martyrer“. Absalon Pederssøn havde heller aldrig seet nogen Mand, der gik i Døden med saadant Mod, som denne bevarede lige til det sidste Ojeblik, da det ellers var almindeligt, at selv de modigste Delikventer bleve bange, naar de kom op i Stigen. Hele den Skildring, som Absalon Pederssøn giver af den ulykkelige Fogeds sidste Ojeblikke, er ogsaa i høj Grad rørende. Denne Foged havde først haabet, at han skulde blive hals- hugget, og havde da bedet om, at man vilde tilstaa ham det som en Naade, at han, ligesom Kristus, maatte blive henrettet paa en Fredag. Henrettelse med Sværd eller Øxe var nemlig efter den almindelige Opfatning mindre vanærende end Døden i Galgen, der nærmest var bestemt for Tyverier og lignende Forbrydelser, og derfor maatte ogsaa Dynnes lide denne Straf. Dog fik han Lov til at blive hængt i den højeste Galge, der fandtes paa Tyveholmen, og hvori før ham ingen var hængt, da man ikke tidligere havde havt nogen Stige af tilstrækkelig Højde De hængte Forbryderes
