304 Paa denne Tid var Bergens Borgerskab i det væsentlige or- ganiseret omtrent paa samme Maade, som efter Byloven, uden at heller Byens Forfatning havde undergaaet synderlige Forandringer- Saaledes har dette ikke en Gang været Tilfældet, da Kong Kristoser udgav sin „Stadsret“, der efter sin Indledning skulde være gjældende for Norge saavelsom for Danmark, men kun for en ringe Del inde- holdt Bestemmelser om den kommunale Forfatning. Det samme gjaldt ogsaa de stadige Fornyelser og Udvidelser af Bergens Privi- legier, som ogsaa kun sjelden indeholdt den Sort Bestemmelsen Det mætkeligste af disse er Privilegiet af I528, som ved sin Be- stemmelse om, at „alle Embedsmænd, indlændske og udlændske, skulle høre under Norges Lov og Stadens Ret“, gjorde et, rigtignok ftugtesløst Tilløb mod det Maal, som først blev naaet treti Aar senere.!) Ved en Forordning af 7de April 1619 blev der endelig givet en Del ensartede Regler for samtlige norske Byers kommunale Væsen og saaledes ogsaa for Bergens.2) Den mest fremtrædende Forandring, der var soregaaet, var maaske den, at der noget før Reformationstiden, maaske nærmest efter den omtalte Stadsret, var tilkommet en ny offentlig Funktionær i Borgermesteren, en kom- munal Embedsmand, som man ikke førend i det femtende Aarhund- rede havde havt i nogen norsk Stad. Bergen var endog en af dem, der senest fik en Borgermester; thi medens Oslo havde en saadan i 1446, Marstrand i 1455 og Sarpsborg en i 1489, fik Bergen sin første i 1537. Bergens første Borgermester var Anders .5anssøn. Senere hen blev der to.8) Meget tidligere maa ogsaa Antallet af Stadens Raadmænd være bleven udvidet fra tolv, som det var fastsat i Byloven af 1276, til fire og tyve, det Tal, som nævnes i Stadens Privilegier af 1528, hvor det heder, at der skal i Bergen „være 24 Raadmænd, som af Alderdom været haver, og af fremfarne Norges Konger skikket og samtykket.“ Det kunde maaske endog tænkes, at deres Antal den hele Tid har været det samme, saaledes at Byloven, naar den nævner tolv, derved kun har havt Hensyn til. dem, der fungerede, medens den anden -j;–:–j-:–:–- o “) Norske Rigsregistranter, I, 14. 2) Paus, Forordninger, S. 574–581. “) I)iI)1. Nor-v. I, No. 1092; ll, No. 769 og 1126; V, No. 793, V1, No. 7Z7 og 1I(, No. 400. N. Nicolaysen, Norske Magasin,l,128 og samme Forf. i Norske Samlinger (8vo), I, 270. Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, V, S. 601 flg.
