Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/316

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


304 Paa denne Tid var Bergens Borgerſkab i det væſentlige or- ganiſeret omtrent paa ſamme Maade, ſom efter Byloven, uden at heller Byens Forfatning havde undergaaet ſynderlige Forandringer- Saaledes har dette ikke en Gang været Tilfældet, da Kong Kriſtoſer udgav ſin „Stadsret“, der efter ſin Indledning ſkulde være gjældende for Norge ſaavelſom for Danmark, men kun for en ringe Del inde- holdt Beſtemmelſer om den kommunale Forfatning. Det ſamme gjaldt ogſaa de ſtadige Fornyelſer og Udvidelſer af Bergens Privi- legier, ſom ogſaa kun ſjelden indeholdt den Sort Beſtemmelſen Det mætkeligſte af disſe er Privilegiet af I528, ſom ved ſin Be- ſtemmelſe om, at „alle Embedsmænd, indlændſke og udlændſke, ſkulle høre under Norges Lov og Stadens Ret“, gjorde et, rigtignok ftugtesløſt Tilløb mod det Maal, ſom førſt blev naaet treti Aar ſenere.!) Ved en Forordning af 7de April 1619 blev der endelig givet en Del ensartede Regler for ſamtlige norſke Byers kommunale Væſen og ſaaledes ogſaa for Bergens.2) Den meſt fremtrædende Forandring, der var ſoregaaet, var maaſke den, at der noget før Reformationstiden, maaſke nærmeſt efter den omtalte Stadsret, var tilkommet en ny offentlig Funktionær i Borgermeſteren, en kom- munal Embedsmand, ſom man ikke førend i det femtende Aarhund- rede havde havt i nogen norſk Stad. Bergen var endog en af dem, der ſeneſt fik en Borgermeſter; thi medens Oslo havde en ſaadan i 1446, Marſtrand i 1455 og Sarpsborg en i 1489, fik Bergen ſin førſte i 1537. Bergens førſte Borgermeſter var Anders .5ansſøn. Senere hen blev der to.8) Meget tidligere maa ogſaa Antallet af Stadens Raadmænd være bleven udvidet fra tolv, ſom det var faſtſat i Byloven af 1276, til fire og tyve, det Tal, ſom nævnes i Stadens Privilegier af 1528, hvor det heder, at der ſkal i Bergen „være 24 Raadmænd, ſom af Alderdom været haver, og af fremfarne Norges Konger ſkikket og ſamtykket.“ Det kunde maaſke endog tænkes, at deres Antal den hele Tid har været det ſamme, ſaaledes at Byloven, naar den nævner tolv, derved kun har havt Henſyn til. dem, der fungerede, medens den anden -j;–:–j-:–:–- o “) Norſke Rigsregiſtranter, I, 14. 2) Paus, Forordninger, S. 574–581. “) I)iI)1. Nor-v. I, No. 1092; ll, No. 769 og 1126; V, No. 793, V1, No. 7Z7 og 1I(, No. 400. N. Nicolayſen, Norſke Magaſin,l,128 og ſamme Forf. i Norſke Samlinger (8vo), I, 270. Samlinger til det norſke Folks Sprog og Hiſtorie, V, S. 601 flg.