Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/303

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


291 blive Lehnsherre paa Bergenhus, hvis det ikke havde været Kongen om at gjøre at drive Afgiften af dette Lehn op til en ſtørre Sum, end han kunde gjøre Regning paa, hvis han overdrog det til en fornemmere Adelsmand.!) Kriſtofer Huitfeldt, ſom tidligere havde havt Stenviksholm i Forlehning, forflyttedes i Thord Roeds Sted til Bergenhus, hvor han derefter forblev i en Række af Aar. Hans Søn var den be- kjendte Hiſtoriker, Arild Huitfeldt, ſom ſelv ſaa Dagens Lys paa Bergenhus. Kriſtoſer Huitfeldts Efterfølger blev igjen den meſt be- kjendte af alle danſke Lehnsherrer paa Bergenhus, Kriſtofer Valkendorf, ſom under 4de Marts 1556 fik Brev paa Bergenhus med de derunder liggende Lehn, af hvilke et var det fjerne Vardø- hus Lehn, der indbefattede Finmarken. Det blev ham, ſom ſkulde optage Kampen mod det tydſke Kontor i Bergen og føre den til en lykkelig Udgang, uagtet han ikke forblev i Bergen, ſom Lehnsherre længere end til 1560, da han afløſtes af Erik Roſenkrans, der fik Brev paa Slot og Lehn under 11te Marts dette Aar. Men i denne korte Tid udførtes dog det kraftigſte og meſt velrettede Slag, ſom endnu var bleven rettet mod den hanſeatiſke Koloni i Bergen, og ſom derfor blev af epokegjørende Betydning for Stadens Handels- forhold og hele fremtidige Udvikling Som allerede omtalt, havde Tydſkerne i Aarene nærmeſt efter Reformationen fortſat med at optræde paa den ſamme overmodige Maade, ſom tidligere. Et fornyet Bevis herpaa giver en Klage, ſom i 1548 blev indgiven til Kongen af Erik Roſenkrans, der den Gang var i Bergen ſom Privatmand, over, at Bryggens Kjøb- mænd uden videre havde tilladt ſig at forholde ham to Grunde med de deraf flydende Jndtægter, ſom havde været hans Forfædres lov- lige Ejendom, og ſom han ſelv paaſtod at have beſiddet i lang Tid. Da han i den Anledning havde paatalt Sagen for Domſtolene, havde han der faaet Ret, men uden derfor at komme i Beſiddelſe af ſin Ejendom, idet de Kontorſke uden videre negtede at udlevere den og at indſtille ſig for Kongen, ſaaledes ſom han opfordrede dem til, men i det Sted henviſte ham til Lübeck og de andre vendiſke Stæder. For at faa Ret over dem maatte han derfor nu henvende ſig til Kongen og bede denne ſøge at formaa Raadet i Lübeck til at paalægge „Kontorets Beſiddere her i Bergen“ at møde for ham med ſine Breve og Bevisligheder, – „ellers“, ſkrev han, „forſer jeg s s . “) L. Daae i Norſk hiſtoriſk Tidsſkrift, I1I, 348. 19““