Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


1’7 Tale om andet end at benegte alt, ſom blev ham tillagt, og idet han tog Ordet efter ſin Broder, ſagde han, at hvad denne havde ytret om hans og Eyſtejns Planer, kun var et Opſpind af Gregorius. Denne var iſær Gjenſtand for hans Uvilje, hvilket han heller ikke nu kunde dølge, og hans Tale endte med et voldſomt Udbrud mod ham, idet han ſagde, at hvis han fik raade, ſkulde det ikke vare længe, forinden de ſkulde mødes, og han ſkulde kaſte den forgyldte Hjelm i Støvet; længe ſkulde det ikke være, ſom de begge ſkulde leve ſammen. Gregorius ſvarede, at Kong Sigurd ikke behøvede at længes efter et ſaadant Møde; han var ialfald for ſin Del beredt derpaa. Dermed endte Thinget, uden at det endnu var kommet til et blodigt Sammenſtød; men efter de Udtalelſer, ſom der vare faldne, var det let at forudſe, at det ikke kunde vare længe, forinden et ſaadant vilde finde Sted. Kong Sigurds og Gregor-ius’s gjenſidige Had maatte føre til et Udbrud ved den førſte givne Lejlighed Faa Dage efter Thinget blev en af Gregorius’s Huskarle dræbt, og Drabsmanden var en af Kong Sigurds Huskarle. Gregorius vilde allerede da angribe ſin Fiende; men Kong Inge og mange andre med ham fraraadede ethvert ſaadant overilet Skridt. Men om Aftenen ſamme Dag, da Kong Inges Moder, Dronning Ingerid, gik fra Aſtenſangen, formodentlig i Apoſtelkirken eller i den lille Kriſtkirke, blev en af Inges Hirdmænd, den gamle og prøvede Sigurd Skrudhyrna, i hendes Paaſyn dræbt af to af Kong Sigurds Hird- mænd, og ſom man med Grund antog, efter dennes Tilſkyndelſe. Den lidenſkabelige Dronning ilede ſtrax til ſin Søn, hvem hun i ſkarpe Udtryk bebrejdede hans Daarlighed, naar han vilde ſe ſine Folk paa denne Maade ſlagtes ſom Svin, den ene efter den anden. J–nge blev rigtignok vred over disſe Bebrejdelſer, men havde dog maaſke endnu bevaret Herredømmet over ſig ſelv, hvis ikke Gre- gorius i det ſamme var kommen til og havde yderligere ophidſet ham til at angribe Broderen. Endnu vaklede Jnge, idet han ikke kunde bringe det over ſit Hjerte at fatte en Beſlutning, der maatte føre til Moderens Død, og det manglede heller ikke paa Folk, ſom ſtyrtede ham heri. Men Gregorius vilde ikke opgive den Fordel, han allerede havde vundet, og trængte atter paa, og denne Gang vir- kede hans Ophidſelſer. Kongen rejſte ſig, greb ſine Vaaben og bad ſine Folk følge ham; thi nu var Overbærelſens Tid forbi. Gre- gorius Dagsſøn havde altſaa naaet ſit Maal, og det Øjeblik var konnnet, da, ſom Kong Sigurd havde ſagt, de to Fiender ſkulde mødes, men dog paa en anden Maade og hurtigere, end han havde ventet. O–c-. 1uctf-– om-. F