1’7 Tale om andet end at benegte alt, som blev ham tillagt, og idet han tog Ordet efter sin Broder, sagde han, at hvad denne havde ytret om hans og Eystejns Planer, kun var et Opspind af Gregorius. Denne var især Gjenstand for hans Uvilje, hvilket han heller ikke nu kunde dølge, og hans Tale endte med et voldsomt Udbrud mod ham, idet han sagde, at hvis han fik raade, skulde det ikke vare længe, forinden de skulde mødes, og han skulde kaste den forgyldte Hjelm i Støvet; længe skulde det ikke være, som de begge skulde leve sammen. Gregorius svarede, at Kong Sigurd ikke behøvede at længes efter et saadant Møde; han var ialfald for sin Del beredt derpaa. Dermed endte Thinget, uden at det endnu var kommet til et blodigt Sammenstød; men efter de Udtalelser, som der vare faldne, var det let at forudse, at det ikke kunde vare længe, forinden et saadant vilde finde Sted. Kong Sigurds og Gregor-ius’s gjensidige Had maatte føre til et Udbrud ved den første givne Lejlighed Faa Dage efter Thinget blev en af Gregorius’s Huskarle dræbt, og Drabsmanden var en af Kong Sigurds Huskarle. Gregorius vilde allerede da angribe sin Fiende; men Kong Inge og mange andre med ham fraraadede ethvert saadant overilet Skridt. Men om Aftenen samme Dag, da Kong Inges Moder, Dronning Ingerid, gik fra Astensangen, formodentlig i Apostelkirken eller i den lille Kristkirke, blev en af Inges Hirdmænd, den gamle og prøvede Sigurd Skrudhyrna, i hendes Paasyn dræbt af to af Kong Sigurds Hird- mænd, og som man med Grund antog, efter dennes Tilskyndelse. Den lidenskabelige Dronning ilede strax til sin Søn, hvem hun i skarpe Udtryk bebrejdede hans Daarlighed, naar han vilde se sine Folk paa denne Maade slagtes som Svin, den ene efter den anden. J–nge blev rigtignok vred over disse Bebrejdelser, men havde dog maaske endnu bevaret Herredømmet over sig selv, hvis ikke Gre- gorius i det samme var kommen til og havde yderligere ophidset ham til at angribe Broderen. Endnu vaklede Jnge, idet han ikke kunde bringe det over sit Hjerte at fatte en Beslutning, der maatte føre til Moderens Død, og det manglede heller ikke paa Folk, som styrtede ham heri. Men Gregorius vilde ikke opgive den Fordel, han allerede havde vundet, og trængte atter paa, og denne Gang vir- kede hans Ophidselser. Kongen rejste sig, greb sine Vaaben og bad sine Folk følge ham; thi nu var Overbærelsens Tid forbi. Gre- gorius Dagssøn havde altsaa naaet sit Maal, og det Øjeblik var konnnet, da, som Kong Sigurd havde sagt, de to Fiender skulde mødes, men dog paa en anden Maade og hurtigere, end han havde ventet. O–c-. 1uctf-– om-. F
