Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/266

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


2Z4 lertid de ſkyldige ſtraffede, hvorom Henrik VI i 1436 underrettede det norſke Rig-sraad. Hvorvidt dette har hjulpet for længere Tid, kan imidlertid være tvivlſomt.!) Af de her meddelte Oplysninger om Bergens Handel i det femtende Aarhundrede, vil det, hvor ſpredte og ufuldſtændige de end paa Grund af Kildernes Beſkaffenhed maa være, dog fremgaa, at Staden i denne Periode maa have været beſøgt af mange frem- mede Handelsmænd, og at den har været Stedet for en ganſke be- tydelig Omſætning, fremfor alt af Fiſkevarer. For disſe var Bergen den Stapelplads, ſom forſynede hele Nordeuropa med dets Behov, og om ogſaa nu baade Handelsmaaden og Handelsvejene havde undergaaet adſkillige Forandringer fra den Tid, da Staden førſt blev Hovedſædet for den norſke Fiſkehandel, ſaa fandt dog nu ſom før dens Varer Vejen viden om. Der er ogſaa bevaret en ſamtidig Skildring af Bergen i 1450, ſom med al ſin Kortfattethed og Ube- ſtemthed og med alle de Overdrivelſer, ſom man kan antage, at en af det femtende Aarhundredes tydſke Digtere kan have tilladt ſig ved Beſkrivelſen af et ſaa fjærnt Land, ſom Norge, dog er meget mærkelig Denne Skildring ſkyldes den bekjendte Mikael Behaim, (f. 1416 i Wiirtembergf efter 1474)“ ſom om Foraaret 1450 havde forladt Markgreven af Brandenburg, i hvis Tjeneſte han tidligere havde ſtaaet, og tiltraadt en Rejſe til Norden, lokket af den Be- ſkrivelſe, ſom han havde hørt over Kriſtian den Førſtes Perſonlighed. Da han kom til Kjøbenhavn, var Kongen der ikke mere, da han netop havde forladt Danmark for at drage paa ſin Kroningsrejſe til Nidaros, hvorfor Behaim rejſte efter ham med et Krigsſkib, ſom netop laa færdigt til at ſejle. Med dette kom da Behaim til Norge. „Aldrig i mit Liv“, ſiger han, „ſaa jeg et fælere, vildere, mere forunderligt Land. Intet uden Klippevægge, ſaavidt Øjet kunde naa, Bjerge og Dale af ſtejle Stenmure og midt imellem dem det brnſende Hav. Man gruer blot ved at løſte Blikket ſaa højt iVejret, og hvor man ſer ud over Landet, møder Øjet intet uden ſælſomt dannede Fjelde Hele Landet deler ſig i Hav og i Bjerge; mellem begge er der ſaare knap Vej til at ride. Vil en gjæſte en anden, ſaa maa han lade ſig føre paa en Baad imellem Skjærene. Dog er der Fcerſel og Handel nok med Landets Varer og dyrebart Kjøbmandsgods i det vidtſtrakte Land, hvis Ende op imod Nord ingen kjender.“ s) 1)ip1. Nor-v. I, No. 67o og 756.