vare af Træ. Om disse gejstlige Bygninger haves der kun i de færreste Tilfælde Oplysninger, der vise, naar de omtrent vare opførte, og naar de nævnes i de historiske Beretninger, da er dette kun tilfældigvis, fornemlig ved Skildringen af de Kampe, som ere forefaldne inden Byens Omraade.
Ogsaa om Forholdene i Byen haves der fra denne Tid enkelte interessante Beretninger, de ældste, som kjendes Den ene af disse er, hvad den normanniske Munk, Ordrik Vitalis (f. 1075) i sin bekjendte Kirkehistorie fortæller om Norges Stæder, mellem hvilke han først nævner Bergen, at de besøgtes af Folk fra alle Verdens Kanter, som bragte Rigdomme til Landet, — en Beretning, som fortrinlig stemmer med, hvad Sagaerne fortælle om Bergens hurtige Opkomst i de første Aar efter dens Anlæg. Endnu mere oplysende er dog, hvad Orkneyingasaga fortæller om Kale Kolssøns, den senere Ragnvald Orknøjarls Besøg i Bergen, af hvilke det sidste indtraf i 1127. Ved hans første Besøg heder det udtrykkelig, at „da de kom til Byen, var der mange Mennesker baade nordifra Landet og sydfra, og mange Folk fra andre Lande, som havde ført mange gode Varer derhen“. Baade ved dette og hans sidste Ophold tales der om, at han jævnlig holdt til i en Skytningsstue, der tilhørte en Kvinde ved Navn Unn, som formodentlig har været en fornem Enke, og det siges udtrykkelig, at Skibets Folk gik op i saadanne Stuer for at more sig.
I Bergen var det ogsaa, omtrent paa samme Tid, det bekjendte Optrin mellem Sigurd Jorsalafarer og Biskop Magne foregik, da hin, som var bleven kjed af sin Dronning Malmfrid, vilde holde Bryllup med Cecilia, en fornem Mands Datter, som formodentlig hørte hjemme paa denne Kant af Landet. Kongen havde allerede ladet træffe Forberedelser til at fejre dette Bryllup med et stort og pragtfuldt Gjæstebud, da Magne, den ovenfor omtalte Bernhards Efterfølger paa Bergens Bispestol, erfarede, hvad der skulde ske, og besluttede at advare Kongen. Ledsaget af en Prest Sigurd, der senere selv blev Bergens Biskop og paa denne Tid formodentlig har været Prest ved den lille Kristkirke, gik Biskopen hen til Kongehallen, og bad Kongen komme ud. Denne kom, rigtignok med draget Sværd men modtog for Øvrigt Biskopen vel og bad ham komme ind og drikke med sig. Men Magne svarede, at han havde et andet Ærinde, og spurgte, om det var sandt, at Kongen vilde tage sig en ny Hustru og forlade Dronningen. Da Kongen, som allerede herover var bleven vred, svarede, at dette var saa, sagde Biskopen videre,
