Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Nu Efter dette befandt Kong Magnus ſig i det ydre paa den meſt venſkabelige Fod med de tydſke Stæder, og fik nu endog, ſom det ſynes uden nogen Vanſkelighed, udbetalt i norſke Stæder, (v. mer- eo.totibu8 in henne ’1’eutonjeorm11 exi8tentibn8, – – Nor-ve8io.1n vj8itare so1entjbn8) en Del Penge, ſom ſtod til Reſt paa deni Kong Haakons Tid paalagte Told.“) Endnu i 1350 ſynes denne venſkabelige .5oldning fra Kongens Side at have været aldeles uforandret, hvis man ſkal dømme efter Udtrykkene i et Brev, ſom han udſtedte 7de Juni i dette Aar under et Ophold i Bergen,V) hvor de derboende tydſke Kjøbmænd (n1ercntoreS de henne ’1’en- t,onieorun1, in eivjto.te no8tro. Bergensi e1i8teI1te8) havde klaget over, at de ikke paa Byens Torv kunde faa, hvad de behøvede af Levnetsmidler. Grunden hertil har neppe været nogen anden end de indfødte Bymænds Uvilje, der have ſøgt at lægge alle Hind- ringer i Veien for ſine fremmede Medbejlere, men ſom dog ikke i dette Tilfælde fandt Underſtøttelſe hos Kongen Tværtimod tilſtod han tut de tydſke Kjøbmænd, ſom et yderligere Tegn paa ſin-Naade og ſom en Forøgelſe af deres ældre Rettigheder (ultra et 8up1–o oI1mio. n1io.In“ivilegin, I)1acit-ntione8, ju8t.it.ja8 et con8vetuc1ive8 eorun1 antiqvn8), at de frit ſkulde kunne kjøbe ſaavel inden, ſom udenfor Byens Grund, hvad de behøvede til ſit Livsophold, men ikke til at ſælge til andre. Ligeledes udſtedte han efter deres Anmodning til deres mange uefterrettelige Debitorer et beſtemt Paalæg om ſnareſt mulig at indbetale, hvad de ſkyldte dem; af Udtrykkene i Brevet ſkulde det næſten kunne ſluttes, at der imellem disſe Debitorer har været nogle af de fornemſte Mænd i Riget (euju8eunqve 8tatus nut e1ninevtiœ – – kuerint.) Disſe kunne ſaaledes neppe nu længere have været ſaa gunſtig ſtemte mod Tydſkerne, ſom i det foregaaende Aarhundrede maa antages at have været Tilfældet, og have derfor vel ogſaa bidraget ſit til end mere at opflamme den Uvilje, ſom fremfor alt i Bergen gjæredeimod de tydſke Kjøbmænd. Det varede heller ikke længe, førend ogſaa Kong Magnus ſluttede ſig til denne Side og atter forandrede ſit venlige Sindelag mod Tydſkerne, ſom han viſtnok i det hele taget aldrig har været oprigtig hengiven. For Norges Vedkommende blev denne Holdning fra Styrelſens Side ſaa meget mere udpræget, ſom den her, efterat

–H–-–j-j

“) Lübeeks Urkundenbuch, ll, No. 1)CC1s1CcV1II. Privilegiet af 1343 har ſaaledes ikke havt tilbagedirkende Kraſt. 2) 1)ipl. Nat-v. I1l, No. 272.