198 mod Tyskerne, som gjennem sin overmodige Optræden længe havde udæsket Byens Borgere.!) Samme Aar blev der ogsaa gjort Forsøg fra Lübeck, Rosiock, Stralsund og Greifswalde paa atter at knytte det venskabelige For- hold til Norge og opnaa forøgede „Friheder“ i Bergen;2) dette mislylledes foreløbig, hvorimod der senere atter maa have fundet en Tilnærmelse Sted, saaledes at Tydskerne, sandsynligvis ved Kongens Kroning have faaet en lignende Bekræftelse paa sine Privilegier for Norge, som det ialfald vides blev udstedt for Lübecks Borgere i det da med“Sverige forenede Skaane. Men under dette vedblev der imidlertid i Bergen at herske en meget stærk Ophidselse mellem de indfødte Bymænd og de fremmede Kjøbmænd, og det synes atter iLøbet af Vinteren 1340–1341 at være kommet til voldsomme Qptrin, der foranledigede den kongelige Sysselmand (o.c1voeatu8) til at skride ind, hvilket naturligvis igjen fremkaldte Klager fra Lübeck.“) I Anledning af disse svarede Kong Magnus i Maj 1341, at saa- fremt denne Stad til førstkommende St. .5ansdag vilde sende to Mænd til Bergen, skulde han give .5r. Erling Vidkunnssøn og den derværende Fehirde Bemyndigelse til at underhandle med disse og med dem træffe en endelig Afgjørelse om alle de Punkter, hvorover der var ført Klage, deriblandt om Tolden og de øvrige Afgifter, som de tydske Kjøbmænd havde at svare, naar de kom til Norge. Denne hans Opfordring blev ogsaa efterkommet af Lübecks Raad,““) som endnn, inden en Maaned var hengaaet, lod afgaa til Norge to Sendebud, en Preft, ved Navn Her-r Albrecht, og en Kjøbmand, Engelbrecht van Wersten, hvilke bleve anbefalede til Biskop .5aakon, der ogsaa senere tog sig af dem, da de ved sin Ankomst til Bergen
1) Annales Islandiei, S. 240. 2) Detmar ved Grantoff, I, S. 234. “) J 1340 holdtes i Bergen et Møde af Fehirden, Gunnar Thoraldessøn, Herr Erling Bidknnnsspn, Grkebiskopen, Biskop Haakon af Bergen m. fl. hvorved man traf Bestemmelser om Myntens Gehalt Smlgn. L. I Mnnch, Det norske Folks Hiftorie, (2den llfdelins), I, S. 247 flg. “) P.ll. Munch antager (Norske Folks Historie, L Afdeling, 1, S. 269), at Kongens „alvorlige Sprog“ har gjort Litbeclerne „noget ængftelige“. Det synes dog rimeligere, at disses Hensigt med at aabne Underhand- linger snarest har været at vinde Tid, da Lübeck paa den Tid vistnok altfor godt kjendte Norges Svaghedstilftand til, at det skulde nære nogen alvorlig Frygt for dets Konge og hans Magt, selv om han tillige herskede pper Sverige.
