Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/207

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


195 ſiddere. Saaſnart de udenlandſke Mænd havde faaet Tilladelſe til at lægge til ved Bryggerne (at1øgu otlof) ſkulde de ſeneſt inden otte Dage have opſkibet alt hvad de havde af ſaakaldte „tunge Varer“ (I)nngr var-nivgr) i Søboderne mellem Kongens Æblehave og Øre- ſtenen, og førſt naar disſe vare aldeles fulde, maatte de bringe dem op i Gaardene. Alt, ſom derimod ikke henregnedes til tunge Varer, ſkulde det ſtaa dem frit for at føre op i disſe og der oplægge det i Kjælderen foran Gaardene. Paa ſamme Maade blev der givet for- ſkjellige Beſtemmelſen der indſkrænkede den Tid, hvori det var Ud- lændinge tilladt at byde ſine Varer frem, ſaaledes at de i det hele ikke maatte opholde ſig i Bergen og drive Handel i længere Tid end ſex Uger, ligeſom det nu blev beſtemt, at ingen Bymand maatte leje en Udlænding Hus paa længere Tid end ſex Uger, medens der efter Byloven ikke var nogen Indſkrænkning i denne Henſeende Denne Forordning var, ſom P. A. Munch har bemærket,!) en Kraftanſtrenaelſe fra den norſke Kongemagts Side for til Fordel for Landets egne Bykommuner at afryſte Udlændingernes Handels- aag eller ialfald inogen Grad at indſtrænke deres Indflydelſe Men den forblev aldeles frugtesløs. Allerede Kong Haakon ſelv maatte to Aar efter formilde den tilſvarende Forordning, ſom han ſamtidig havde udftedt for Tunsberg, og om der end ikke udtrykkelig meldes om noget lignende for Bergens Vedkommende kan det dog anſees for ſikkert, at de tydſke Kjøbmænd ogſaa her meget hurtig have vidſt at ſætte ſig ud over de nye, for dem meget ubelejlige Beſtemmelſen om de overhovedet nogenſinde havde overholdt dem. Under Kong Magnus Eriksſøn (Smeks) Regjering optraadte de ialfald uden at tage noget Henſyn dertil, og Vinterſiddernes Over- greb fremkaldte da endog Klager fra ſelve de fremmede Kjøbmænd, ſom om Vaaren kom til Bergen, og da fandt alle Varer opkjøbte i Forvejen Paa ſamme Tid klagede ogſaa Bergens Raadmænd, Husbønder og andre Bymænd over, at Byen om Vinteren i den Grad var opfyldt af Udlændinge, ſom dreve Smugleri og Smaa- handel, at Byens egne Folk neppe kunde faa Mad til ſin Mund. Det var under disſe Forhold kun til ringe Nytte at Formynder- ſtyrelſen i Juli 1320 bekræftede og udvidede de Retterbøder, ſom de to foregaaende Konger havde tilſtaaet Bergen, og med det ſamine, ſkjønt i en noget formildet Form gjentog Forbudet fra 1295 mod, ſom det heder, at „tage ſig noget Samhold eller digte ſig nogen Lov eller Sætninger.“ Denne Bekræftelſe, der blev udſtedtiBergen, “) Det norſke Folks Hiſtorie IV, 2, 591. i 13“’