190 rede i 1301, altsaa ikke mere end syv Aar efter Tilstaaelsen af det sidste Fribrev, viste sig nødvendigt at udstede Forbud derimod. Saaledes havde de allerede da følt sig tryllede af Bestemmelsen om, at de skulde holde sig til den By, inden hvis Grænser de en Gang vare komne, idet de i det Sted hellere vilde strejfe omi Landdistriktet-ne for, som det hed, „at have Torv for hver Mands Dør,“ hvilket udtrykkelig var forbudt ved den Retterbod af 1299, som indskrænkede den indenlandske Handel til Kjøbstæderne. Lige- ledes negtede de, naar de bleve liggende i Byerne udooer Iul, at betale Leding. Paa samme Maade negtede de at give Told, naar de fore paa Sildesiske, og opskibede sit Gods uden at spørge den kongelige Ombudsmand. Herpaa blev Kong Haakon den Femte gjort opmærksom, da han om Høsten 1301 for længere Tid opholdt sigi Bergen, og for at stanse disse Overgreb udsærdigede han under 11te November s. A. en Retterbod, hvori han under Straf bestemt forbød alt saadant, der betegnedes som et Brud paa den tidligere Overenskomst mellem Norge og de tydske Stæder, — saavel Landkjøb, som Undladelse af at betale Leding og Told. Og han lod det heller ikke alene forblive heroed, men traf kort efter nye Forholdsregler, der ligesom de foregaaende viste, at han ikke var synderlig venligsindet mod Tydskerne, og som nærmest sigtede til end yderligere at indskjærpe og fuldstændiggjøre disse!). Kong Haakon viste sig herved overhovedet meget virksom for at hindre de fremmede fra at tilrive sig yderligere Friheder, end der allerede var dem tilftaaet; men det viste sig snart, at det ikke var muligt at holde den begyndte Udvikling tilbage ved blotte Lovbud og alene gjennem saadanne at gjenoplive Norges selvftændige Handel eller at holde de udenlandske Kjøbmænd inden de lovlige Skranker, som en Gang vare dem anviste. Endnu i Kong Haakons egen Regjeringstid indtraf der i Bergen Begivenheden som viste, hvorledes de fremmede tiltrods for alle Lovbud ved enhver Lejlighed kom med Forsøg paa at op- naa nye Rettigheder og unddrage sig fra de Forpligtelser, som paalaa alle, der vare Vinteren over i Norge. De tydske Sutere, som vare bosatte i Vaagsbunden og allerede paa denne Tid om- tales som staaende under Kongens særlige Beskyttelse, havde om
–
“) Norges gamle Love, IIl, 42, 55, 134 og 135. Smlgn. ogsaa 58 flg. (Retterbod af 29 Maj 1303) om de udenlandske Landløberes Handel Om Data-ingen af den i 1301 udfærdigede Retter-bad se P. Fl. Munch, Det norske Folks Historie,17,1, S. 369.
