jö8 hundrede blev denne alt mere og mere fremtrædende, og Norges selvstændige Handel svandt ligesaa hurtig hen. For ingen anden norsk Stad fik dette Forhold saa varige Følger, som for Bergen, hvor det tydske Element inden kort Tid spillede en overvejende Rolke, og hvor det bevarede sig ublandet længere end paa noget andet Sted i hele Norden, uagtet det ogsaa paa samme Tid havde trængt sig ind i de øvrige Byer i det sydlige Norge, ligesaa fuldt som i de svenske og danske. Lignende, skjønt ingenlunde aldeles de samme Grunde, som i Norge, havde baade i Danmark og iSverige efter- haanden bragt den væsentligste Del af disse Landes Handel over i de tydske Kjøbmænds Hænder og i alle eller ialfald i de fleste vigtigere Stæder foranlediget Nedsættelsen af en Mængde saadanne !). I Bergen, hvor den tydske Indflydelse hurtig tiltog og gjorde sig gjældende i en ligesaa stærk og endnu stærkere Grad end i de svenske og danske Stæder, udvikledes imidlertid Forholdene paa en ganske forskjellig Maade fra, hvad der var Tilfældet i disse. Medens de tydske Kjøbmænd i Sverige traadte ind i de der bestaaende Kom- muner og som Medlemmer af disse erhvervede sig Indflydelse ved at opnaa de til dem hørende Poster, gik deres Politik i Bergen netop ud paa det modsatte, nemlig at holde sig aldeles udenfor det norske Bysamfund. De indtoge forsaavidt en Stilling, der i de svenske Provinser kun har havt et Sidestykke, nemlig den tydske Koloni i Visby Der kan have ligget sorskjellige lokale Omstændigheder til “) Et Vidnesbyrd om denne Tydskernes overmægtige Indflydelse haves for Sveriges Vedkommende i den mærkelige Bestemmelse, der fra Visbys Stadslov overførtes i den almindelige, af Kong Magnus Erikssøn (sand- synligvis mellem 1350 og 1357) udfærdigede Bylov, at nemlig det halve Antal af Raadets Medlemmer skulde være Tydskere Men selv hermed lode disse sig ikke nøje, og i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede var det endog i Stockholm kommet til den Yderlighed, at blot en Syvendedel af det hele Raad var Svensker, Resten Tydskere! Historien savner heller ikke Exempler, der tilstrækkelig vise, paa hvad Maade disse benyttede sin Magt, og uagtetde visselig ofte gjennem sin højere Dannelse maa have øvet en heldbringende Indflydelse kan man heller ikke glemme, i hvilke Grusomheder Tydskerne mod Slutningen af det 14–de Aarhundrede gjorde sig skyldige i Stockholm. Det hed sig endog tilslut i denne Stad, at Tydskerne havde tilrevet sig alle mulige Poster, saaledes at der ikke stod andet tilbage for de indfødte Svenske end at blive Skat-prettere eller Gravere, to Stillinger, som ellers ikke pleje at være synderlig efter- tragtede. – De svenske Stæders ældre Historie og Forfatning, er, skjønt den heller ikke har været Gjenstand for aldeles udtømmende For-skninget, dog mere behandlet end de norske Stæders. De bedste Afhandlinger over dette Emne ere af Bergfalk (1838) og afQdhner (18s0 og 1861.)
