Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/193

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Isl denne Fællesbenævnelſe. Disſe Kaperſkibe foruroligede nu ligeſaa meget den norſke Handel, ſom Alf Erlingsſøn tidligere havde for- uroliget den tydſke. Dette viſte ſig i Forbindelſe med Handels- ſpærringen meget hurtig, ſom et virkſomt Middel, og om det ogſaa virkelig forholdt ſig ſaaledes, ſom den tydſke Krønikeſkriver, Rejmar Kock, fortæller, at Kongen var indbildt, „at man vel kunde undvære Tydſkerne i Riget“, ſaa mærkedes det nu ſnart, at man ikke kunde være foruden Tilførſel fra dem, idet der ſnart blev Mangel paa mange nødvendige Ting, om juſt ikke formelig Dyrtid, ſom det fremftilles i tydſke Beretninger Alf Grlingsſøns Kaper- flaade, der væſentlig drev paa Plyndringer, kunde ikke forhindre Handelens Spærring, og denne fremkaldte ſaaledes ſnart en Op- givelſe af Krigspolitiken, ſom man ikke i Længden følte ſig iſtand til at opretholde, ſaaſnart de tydſke Stæder opbøde ſin hele Kraft Allerede i Marts 1285 var man fra norſk Side gaaet ſaa vidt, ſom til at ſende en forſonlig Skrivelſe til Stæderne og deri til- byde dem en fuldſtændig Erſtatning og under Betingelſe af Gjen- ſidighed Fornyelſe af alle tidligere Rettigheder.1) Dette Tilbud, -3–jj-j-::: C - “) Den Skrivelſe, hvori dette Tilbud fremfættes, er trykt paa flere Steder, hos Sartorius ved Lappenberg, Il, 135, i Urkundenbueh der Stadt Liibeek, l, No. Cl)1–Hu og i 1)ip1. Nat-v. V, No. 13. Daler- ingen er utvivlſomt 13de Marts 1285; men ved en fejlagtig Beregning af Kongens Regjeringsaar er Brevet hos Sartorius henfert til ſamme Dag det foregaaende Aar, hvilket igjen bringer Barthol d (Geſchichte der deutſchen Hanſa, II, 10) til at fortælle, at „der“junge Nor- mannenkönig noch im März 1284 – – – urkundlich zu Bergen die hergebrachten Freiheiten beſtätigt hatte.“ Dette forhindrer ham dog ikke fra allerede paa den fylgende Side at omtale Brevet af 13de Marts 12–S5, ſom et nyt!! Der er ingen Grund til at opfatte Brevet paa anden Maade end ſom indeholdende et Tilbud, og der er heller ingen indre Grund til at antage, at Kong Eriks femte Regjeringsaar ſkulde være en Fejlſkrift for det fjerde Desuagtet henføres det baade i Hanſerecesſe, I, S. 17 og i Bremiſehes Urkundenbuch, I, S. 450 til 1284. Naar der i Voldgiftskjendelſen af 1285 (ſe nedenfor) forekommer et Udtryk, ſom omnia I)rivj1egie., a domi11o Hr-ieo „ja1n I–eg-S Norvegiæ et st1is ant.eaessorjbus indulta ’1’eutonjois djet.o.r-mit oivitaturn inaolis, ſkulde dette kunne tale for den Antagelſe, at Kong Erik havde udſtedt et nyt Privilegium og at det var dette, ſom var bevaret i det omtalte Brev. Men Udtrykket behøver, nærmere betragtet, ikke at forſtaaes ſom gjældende andet end en almindelig Bekræftelſe af de forhen givne Beſtemmelſer, der er udfærdiget ved Kongens Thronbeſtigelſe, og heller ikke er der noget i Vejen for, at han ogſaa kan have udftedt andre Privilegier, ſom nu ere tabte