179 til sit Haandverk. Dette Forbud viser, at Vinter-sidderne allerede i den nærmeste Tid efter Udstedelsen af Fribrevene i 1278 og 1279, havde sat sig udover disse og tiltrods for, at det deri saa godt som med udtrykkelige Ord var dem forbudt at drive Opkjøberi idet smaa, uden Hensyn taget sig en saadan Frihed. Forsøget paa nu at frembringe en Forandring heri og at bevare denne Del af Handelen for Landets egne Børn, saaledes, at de norske Kjøbmænd i“ alle Fald ikke bleve overflødige som Mellemmænd mellem de frem- mede og Bønder-ne, vakte imidlertid megen Uvilje, saavel mellem Vinter-sidderne i Bergen, som i de tydske Stæder. Man opfattede der den norske Styrelses Optræden, som et Forsøg paa at fvrtrænge Tydskerne aldeles fra Norge, og Følgen blev en temmelig stærk Spænding mellem Norge og Stæder-ne, hvilke sidste netop paa denne Tid sluttede et nærmere Forbund ved den saakaldte R o s t o cks ke Landfred, i Juni 1283. I dette Forbund, som blev af varig Betydning for Udviklingen af den hanseatiske Magt, deltog ogsaa oprindelig et ikke ringe Antal af de nordtydske Fyrster; men da disse enten senere kun stode i et løsere Forhold til Forbundet eller ialfald ikke spillede nogen frem- ragende Rolle, blev dette i Virkeligheden væsentlig et Forbund af Stæderne Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswalde, Stettin, Demmin og Anklam. Derhos havde Lübeck allerede nogle Aar tid- ligere sluttet en Overenskomst med Visby og Niga om at sikre den østersøiske Handel fra Oresund til Novgorod med væbnet Haand, saaledes at ogsaa disse to Stæder nu hørte med til Forbundet og ialfald havde Interesse af at hjælpe dette mod fælles Fiender. Da den norske Formynderstyrelse, som under Kong Eriks Mindreaarighed ledede Regjeringen, nu vilde forsøge at byde de tydske Handels- mænd Stangen, maatte den under dette Forsøg være forberedt paa at møde kraftig Modstand af alle de nævnte og maaske endnu flere Stæder, samt af de med dem forbundne Fyrster. Indledningen til denne mere aggressive norske Politik var Udstedelsen af den om- talte Retterbod, som snart esterfulgtes af lignende Foranstaltninger. I Løbet af Sommeren 1283 vare saaledes de tydske Kjøbmænd i Norge udsatte for en Behandling, der, om den ogsaa kunde være foranlediget af en berettiget Bestræbelse for at hemme en for Landet skadelig Udvikling af Handelsforholdene, dog af dem blev optaget med megen Misfornøjelse og fremstillet som en skammelig Uret. Navnlig bleve de højst opbragte over en Taksetning eller Beslag- læggelse af en Del Gods i Bergen, som for-nemlig synes at have tilhørt Kjøbmænd fra Wismar. Sammenhængen hermed er ikke 12 –
