Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/186

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

174 lige Sindelag imod dem, viste det sig, da Byloven blev udsærdiget, at den norske Konge alligevel ikke havde befriet dem for de Byrder, som paalagdes Borgerne Dette har maaske derfor været en saa meget større Sluffelse for Litbecks Borgere, som da ogsaa snart satte sig i Bevægelse for at udvirke en Forandring. I 1278 blev der saaledes afsendt to Raadsherrer til Kong Magnus, hvem de traf i Tunsberg De opnaaede et Fribrev, det første af denne Art, der har været tilstaaet tydske Kjøbmænd i Norge, og hvorved der tilsikredes dem ikke ubetydelige Rettigheder, der tildels gik langt udover, hvad Byloven hjemlede. Det synes vanskeligt at forklare, hvorledes Kong Magnus kunde lade sig bevæge til at indgaa paa Udstedelsen af et saadant Doknment, som dette, paa en Tid, da Riget endnu i det ydre paa det nærmeste havde bevaret sin gamle Magt, og det maa derfor antages, at der netop paa den Tid har været særegne Grunde tilstede, som have foranlediget dette. Der- imellem er da først at tænke paa, at de norske Stormænd, der under disse Forhandlinger stode ved Kongens Side, som hans Raadgivere, vare personlig interesserede i, at der blev vist de fremmede den størst mulige Imødekommen, ligesom desforuden ogsaa et andet Hensyn kan have gjort sig gjældende, idet nemlig Kongen netop paa den Tid befandt sig paa en spændt Fod med Danmark, og Udbruddet af en Krig med dette Land ikke hørte til de fjærneste Muligheden i hvilket Tilfælde det var af Vigtighed for Norge at have sikret sig, saavidt mnligt, mod at de nordtydske Stæder under Krigen skulde tage Danmarks Parti Fribrevet af 18de Juli 1278I) lyder i Oversættelse fra Latin saaledes: Magnus, af Guds Naade Norges Konge, sender alle Christi trofaste, til hvem dette Brev maatte komme, sin bestandige Hilsen i Herren Det sømmer sig den kongelige Majestæt at hædre dem med særegne Velgjerninger, hvis Troskab, prøvet ved lang Erfaring, med største Omhu attraaer og sørget for Kongens Hæder og Un- dersaatternes Nytte. Derfor have Vi efter Andragende og Bøn sj: “) Lilbecks Urkunderbuch, I, No. CCCI(0VlI. 1)ipl. Nor-v. V, No. 10. Dateringen er Qvint.o (1ecimo Halevdas Aag-nst.i, hvilket givet 18de .Juli, men iLüb. Urk.buch urigtig er betegnet som 16de Iuli. Denne Fejl er efter først at være paavist af P. A. Munch, (Norske Folks Historie 1V, 1, 667) rettet i 1)ipl. Nor-v. anf. St. men derimod ikke i Bremens .Urkundenbuch, I, S. 429, skjønt dette Verk er udkommet senere end femte Bind af Diplomatariet.