Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


-173 . ftemt, at udenlandſke Mænd efter et Forhold, ſom-1 mod L ſkulde deltage med Bymændene i Vagtholdet ped den nærmeſte Vete (i Bergen paa I–ogdnrdorn), hvorhos det af ſig ſelv ſorudſattes, at de ſtulde deltagei de andre Bytder, der paalaa dem, der vilde drive Handel i en norſk By, og følge de for disſe gjældende Regler- Dette var aldeles i Overensſtemmelſe med den løſe Maade, hvor- paa de norſke Byers kommunale Væſen var ordnet. Idet disſe ſavnede en faſt Begrænsning, var- der ſaaledes ſtrengt taget intet til Hinder for at „ lade Udlændinge fiilles paa en væſentlig lige Fod med Landets egne Børn, og Lovgiverne kunde heller ikke deri finde noget paafaldende Men dette forudſatte da ogſaa paa den anden Side, at de fremmede bøiede ſig for Landets Lov og Ret og paa en Maade betragtede ſig ſelv ſom indordnede under det norſke Samfund, ſaa- længe de opholdt ſig i Landet. En ſaadan Ordning faldt imidlertid ikke i Tydſkernes Smag, uagtet den unegtelig ogſaa“ var –til Fordel for deres Handel. De ønſkede nemlig nok at have betydelige-Ret- tigheder, men ikke under denne Forudſætning, idet de ikke vilde, at deres Kjøbmand i Norge ſkulde opgive ſin hjemlige Ret og- træde ind i et Samfund, der i den Grad, ſom de norſke Bykommuner var givet i en enevældig Centralſtyrelſes Haand, for ikke at tale om, at en ſaadan Ordning, ſom den, der indførtes ved den norſke Bylov, ſtred aldeles mod de Forudſætningen hvorpaa de tydſke Borgerſamſ-und vare byggede. Vil man derfor danne ſig en aldeles korrekt Foreſtilling om de tydſke Stæders Optræden lige over for Norge i denne og den følgende Tid, maa man ſaaledes ogſaa er- indre ſig den ſtore Forſkjel, der i denne Henſeende var, og hvor overmodige og henſynsløſe de end kunde viſe ſig, dog altid erindre, at den Stilling, ſom en tilrejſ ende Handelsmand indtog i Litbecl, var en ganſke anden end den, hvori han efter Byloven ſkulde ſtaa i Bergen, og at en Beſtræbelſe, ſom gik ud paa at fremkalde en Forandring til et lignende Forhold, ialfald ikke vilde været uberet- tiget, ſaafremt den blot havde holdt ſig dertil. Førſt ved at op- ſtille Fordringen paa en uhindret Nydelſe af alle de indfødtes Ret- tigheder, uden at ville bære deres Byrder, overfkred den ſine rette Grænſen Det var her Liibeekerne, ſom gik i Spidſen. Efterat den tydſke lkonge, Rudolf af Habsburg, allerede i 1274 i en Skrivelſe til Magnus Lagabøter, „Norges navnkundige lkonge, ſin ſærdeles elſk- ede Ven“C, havde anbefalet denne Stads Indbyggere til fremdeles at nyde den ſamme Naade, ſom tidligere, og takket for hans ven-