Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


-173 . ftemt, at udenlandske Mænd efter et Forhold, som-1 mod L skulde deltage med Bymændene i Vagtholdet ped den nærmeste Vete (i Bergen paa I–ogdnrdorn), hvorhos det af sig selv sorudsattes, at de stulde deltagei de andre Bytder, der paalaa dem, der vilde drive Handel i en norsk By, og følge de for disse gjældende Regler- Dette var aldeles i Overensstemmelse med den løse Maade, hvor- paa de norske Byers kommunale Væsen var ordnet. Idet disse savnede en fast Begrænsning, var- der saaledes strengt taget intet til Hinder for at „ lade Udlændinge fiilles paa en væsentlig lige Fod med Landets egne Børn, og Lovgiverne kunde heller ikke deri finde noget paafaldende Men dette forudsatte da ogsaa paa den anden Side, at de fremmede bøiede sig for Landets Lov og Ret og paa en Maade betragtede sig selv som indordnede under det norske Samfund, saa- længe de opholdt sig i Landet. En saadan Ordning faldt imidlertid ikke i Tydskernes Smag, uagtet den unegtelig ogsaa“ var –til Fordel for deres Handel. De ønskede nemlig nok at have betydelige-Ret- tigheder, men ikke under denne Forudsætning, idet de ikke vilde, at deres Kjøbmand i Norge skulde opgive sin hjemlige Ret og- træde ind i et Samfund, der i den Grad, som de norske Bykommuner var givet i en enevældig Centralstyrelses Haand, for ikke at tale om, at en saadan Ordning, som den, der indførtes ved den norske Bylov, stred aldeles mod de Forudsætningen hvorpaa de tydske Borgersams-und vare byggede. Vil man derfor danne sig en aldeles korrekt Forestilling om de tydske Stæders Optræden lige over for Norge i denne og den følgende Tid, maa man saaledes ogsaa er- indre sig den store Forskjel, der i denne Henseende var, og hvor overmodige og hensynsløse de end kunde vise sig, dog altid erindre, at den Stilling, som en tilrejs ende Handelsmand indtog i Litbecl, var en ganske anden end den, hvori han efter Byloven skulde staa i Bergen, og at en Bestræbelse, som gik ud paa at fremkalde en Forandring til et lignende Forhold, ialfald ikke vilde været uberet- tiget, saafremt den blot havde holdt sig dertil. Først ved at op- stille Fordringen paa en uhindret Nydelse af alle de indfødtes Ret- tigheder, uden at ville bære deres Byrder, overfkred den sine rette Grænsen Det var her Liibeekerne, som gik i Spidsen. Efterat den tydske lkonge, Rudolf af Habsburg, allerede i 1274 i en Skrivelse til Magnus Lagabøter, „Norges navnkundige lkonge, sin særdeles elsk- ede Ven“C, havde anbefalet denne Stads Indbyggere til fremdeles at nyde den samme Naade, som tidligere, og takket for hans ven-