159“ Detaljhandel eller Haandverk, fra den yngre Kong Haakon Magnus- føns Tid.1) Oprindelig havde de norske Stæder heller ikke nogen paa lovlige Bestemmelser grundet Eneret til Handel, hvilket for den indenlandske Handels Vedkommende først blev dem tilstaaet ved en Retterbod af 1299 og for den udenlandskes endog ikke førend i 1364. En endnu videre gaaende Indskrcenkning af Handelen blev fast- slaaet i 1372, da al Handel paa Distrikterne mellem Stat og Helgelands Sydgrænse blev indskrænket til de „rette gamle Kjøb- stæder“, Bergen og Nidaros.2) Men disse Bestemmelser vare, da de bleve givne, saa langt fra at virke til Fordel for de norske Kjøb- stæder, og ophjælpe deres Handel, at de tværtimod bleve til mere Gavn for de tydske Handelsmænd. Til de foranførte Omstændigheder, der lammede de norske Stæders Modstandskraft mod deres tydske Rivaler, kommer endnu den stærkt fremtrædende Forskjel mellem begges politiske Stilling og den Jndslydelse, som dette havde paa deres Indbyggeres Optræden Medens de nordtydske Stæder, fornemlig efter det store Jnterregnums Afskutning kom i Besiddelse af en stedse større Selvstændighed, der ogsaa ytrede sine Virkninger paa deres borgerlige Liv og blev af stor Betydning for deres Handels Udvikling, bleve de norske helt undergivne en eentraliserende r Styrelse og derigjennem berøvede den bedste Støtte, som de paa den Tid kunde have faaet for Ud- viklingen af en selvstændig Handel, som kunde budt Tydskerne Stangen Denne Mangel af større komm.unal Selvstændighed, der igjen stod i den nærmeste Forbindelse med Mangelen af et virkeligt Borgerfamfund i dette Ords fulde Udstrækning, gjorde det endnu vanskeligere for de norske Stæder at bestaa i Konkurransen med de livskraftige, raskt opblomstrende Handelsstæder i det nordlige Tydsk- land, som selv hjemme gik i Spidsen under Bestræbelserne for By- kommunernes Frigjørelse fra de almindelige Landsauktoriteters Myndighed De norske Bykommuner vare derimod aldeles givne i Eentralstyrelsens Hænder, og skjønt denne nok undertiden kunde for- søge at tage sig af deres Sag, var den dog afmægtig til at ud- rette noget. I verdslig Henseende var Bergen i Middelalderen inddelt i
s I) Norges gamle Love, 1I1, S. 211. Hermed maa dog sammenholdes den Tvivl, der er fremsat af Olschehoug i Norges offentlige Ret, I, 126, med Hensyn til den Udstrækning hvori denne Bestemmelse kan antages at have fkullet gjælde. 2) Norges gamle Love, IIl, 4–2,184 og 190.
