Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/169

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


157 Sysſelmanden, Gjaldkeren og deres Tjenere Dette Bud blev imidlertid ikke altid overholdt, hvorfor det paa ny maatte bringes i Erindring ved en Retterbod af 5te Marts 1304. Hvis nogen vilde ſælge ſin Gaard, da ſkulde førſt Kongen og dernæſt hans nærmeſte Nabo have Forkjøbsret. Hvis en Mand i tolv Maaneder var borte fra Hus og Grund ogi den Tid ikke op- fyldte de Forpligtelſer, ſom paalaa Gaardejerne, var Hus og Grund forbrudt til Kongen Enhver Husbonde kunde have hos ſig to mandlige og tre kvindelige Arbejdsfolk. Han maatte paaſe, at ingen af de arbejds- føre Folk, til hvem han lejede Hus, gik om i andre Gaarde for at faa Mad. Ingen, ſom lejede af andre, maatte tage flere Folk i Huſet, end det var ſaſtſat, da han lejede. Ved Siden deraf gaves der dog endnu faſte Sjouere, de ſaakaldte vj1mumenI1, ſom forrettede Arbejdet paa Bryggerne, og hvis Antal i l302 blev faſtſat til to- hundrede.!) For Ildebrand-stilfælde var der ogſaa truffet ſæregne Beſtem- melſer. Hvor der ikke var Brønd i en Gaard, ſkulde der være Kar, fyldte med Vand, og ligeledes en Stige til hvert Ildhns. Naar Ilden kom løs, ſkulde hver Husbonde komme til, med- bringende to Mand, en Heſt, Boløxe og alle andre Redſkaber, ſom kunde bruges til at ſtanſe Ilden. Alle Kvinder ſkulde fare til med Byttet og Vatsſaaer for at hjælpe til ved Slukningen. Saaſremt det var nødvendigt at rive et Hus for at hindre Ildens videre Ud- bredelſe, ſkulde, hvis denne Henſigt opnaaedes, Gjerne af de red- dede Huſe gjenopføre det nedrevne ligeſaa godt, ſom det før havde været- Ved ſæregne Beſtemmelſer vare ogſaa Gaardejerne ſikrede mod Lejernes Forſøg paa at unddrage ſig ſine Forpligtelſer. Ved en Retterbod af 9de Februar 1302 blev der givet nærmere Regler for den Maade, hvorpaa de Fattige ſkulde gaa paa Omgang i Byen efter den fra gammel Tid brugelige Sædvane. Bergens ſaa vel ſom de andre gamle norſke Stæders Indbyg- gere indbefattedes under Fællesbenævnelſen doe„jarmevn, et for øvrigt noget ubeſtemt Udtryk, men ſom dog i Almindelighed viſtnok baade betegnede dem, der ejede Hus i Byen, Husbønder, Gaardsbønder, men for øvrigt gjerne med ſine fleſte Interesſer kunde være knyttede til Landet og hyppig endog tilhørte de fornemſte Slægter, og de 1) Norges gamle Love, I11, 44. J 1282 var der ogſaa udgivet enTart hvorefter disſe ſkulde oppebar-e Betaling for ſit-Arbejde Stnſtds. I1I, Id-