Side:Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden.djvu/169

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

157 Sysselmanden, Gjaldkeren og deres Tjenere Dette Bud blev imidlertid ikke altid overholdt, hvorfor det paa ny maatte bringes i Erindring ved en Retterbod af 5te Marts 1304. Hvis nogen vilde sælge sin Gaard, da skulde først Kongen og dernæst hans nærmeste Nabo have Forkjøbsret. Hvis en Mand i tolv Maaneder var borte fra Hus og Grund ogi den Tid ikke op- fyldte de Forpligtelser, som paalaa Gaardejerne, var Hus og Grund forbrudt til Kongen Enhver Husbonde kunde have hos sig to mandlige og tre kvindelige Arbejdsfolk. Han maatte paase, at ingen af de arbejds- føre Folk, til hvem han lejede Hus, gik om i andre Gaarde for at faa Mad. Ingen, som lejede af andre, maatte tage flere Folk i Huset, end det var sastsat, da han lejede. Ved Siden deraf gaves der dog endnu faste Sjouere, de saakaldte vj1mumenI1, som forrettede Arbejdet paa Bryggerne, og hvis Antal i l302 blev fastsat til to- hundrede.!) For Ildebrand-stilfælde var der ogsaa truffet særegne Bestem- melser. Hvor der ikke var Brønd i en Gaard, skulde der være Kar, fyldte med Vand, og ligeledes en Stige til hvert Ildhns. Naar Ilden kom løs, skulde hver Husbonde komme til, med- bringende to Mand, en Hest, Boløxe og alle andre Redskaber, som kunde bruges til at stanse Ilden. Alle Kvinder skulde fare til med Byttet og Vatssaaer for at hjælpe til ved Slukningen. Saasremt det var nødvendigt at rive et Hus for at hindre Ildens videre Ud- bredelse, skulde, hvis denne Hensigt opnaaedes, Gjerne af de red- dede Huse gjenopføre det nedrevne ligesaa godt, som det før havde været- Ved særegne Bestemmelser vare ogsaa Gaardejerne sikrede mod Lejernes Forsøg paa at unddrage sig sine Forpligtelser. Ved en Retterbod af 9de Februar 1302 blev der givet nærmere Regler for den Maade, hvorpaa de Fattige skulde gaa paa Omgang i Byen efter den fra gammel Tid brugelige Sædvane. Bergens saa vel som de andre gamle norske Stæders Indbyg- gere indbefattedes under Fællesbenævnelsen doe„jarmevn, et for øvrigt noget ubestemt Udtryk, men som dog i Almindelighed vistnok baade betegnede dem, der ejede Hus i Byen, Husbønder, Gaardsbønder, men for øvrigt gjerne med sine fleste Interesser kunde være knyttede til Landet og hyppig endog tilhørte de fornemste Slægter, og de 1) Norges gamle Love, I11, 44. J 1282 var der ogsaa udgivet enTart hvorefter disse skulde oppebar-e Betaling for sit-Arbejde Stnstds. I1I, Id-