27
cuß Btrsepte imot og bezvnclte at penere sig for at leke, naar andre var tilstede. «Stendal" sa jeg til ham — og kanhænde fornam Marcus den klang av forlorent alvor og gammelagtig fornuft, som gjør barn saa komiske for voksne. La mig være," sa han. s Husk at du er far," sa jeg. Og jeg kastet mig om halsen paa ham . . . Jeg var begyndt at skimte noget sørgelig. Og i Marcus bragte jeg farB billed sonoffer. — 3aa en ciaz vil6e ikke NarcuB mer. De anclre Kutterne kalclte nam jente.
Nu øvet jeg mig sammen med veninderne i at sy klær til dukkerne. Leken med dem sluknet. Av mors mangefarvete lapper sydde jeg og om natten drømte jeg fyrstelig om dragter av uanet pragt. — Og først den sidste vinteren paa Roum bar jeg en kveld Lise op og la hende paa bunden av sælhundskindskufferten — paa <3V6rBteloft6t. Et liv med et høitbankende hjerte var levd tilende — det virkeligste livet jeg har levd.
ven Bommer, jez fvl6te ti aar, cls6e beciBtefar Det var cien ksrBte nNncielBe, Bom naacl<^e mci til miz utenfra 03 Bkalfet miz deBVN rete tanker.
Pers død — Mettes fødsel og straks etter bedstemor Arnesens sygdom og død — det var altsammen gaat hen over mig; jeg hadde tat hvad
