bryst i en øm søt rus og kysser henne nedover hennes elskede legeme, til jei igjen svimler vellystdrukken bort derinne i hennes skjød og er fra mei sell og føler det som jei maa dø af vellyst ve aa være hos henne... Og vidunderliere og vidunderliere, vidunderliere og vidunderliere blir det igjen for hvert øjeblik som gaar; for hvert sekunn føles det som at naa kan det ikke bæres mer — men det bæres allikevel... og det tar ingen enne... aah! dette er himlen — slik har jei aldri hat det i mit liv...
Pludseli skvætter jei til som ve et slag paa hjernen og ser forskrækket op, ve at hun hvisker det nervøst:
— Du maa rejse dei op! der kommer en jagt sejlende ned paa os!
og hun rejser sei fort overenne og glatter ned kjolen omkring sei, mens jei forvirret springer forut og gjør prammen flott og griper aarerne og ror langs lanne inover fjoren.
Nærmere og nærmere kommer jagten — hun sitter der og stirrer paa den me store sky øjne. Det er en grønmalet jagt me gamle graa lappete sommersejl, dyplastet saa dække mittskibs næsten ligger i flugt me vanne. Agter staar en ong fyr i skinvest og lue, me rorpinnen mellem knærne, og ser paa os. Nærmere og nærmere kommer han... naa er han her! Vi ser paa ham, han ser paa os —: gomaaren! sier han, gomaaren! sier vi — og jagten glier stille forbi noen alen fra os. Vi sitter der og ser efter ham — han vet ingenting om os, vi vet ingenting om ham... alene staar han der agter i den tilie maaren, mens
