En hall time senere staar jei ute paa tune paa
Houger sammen me lensmannen og mannen på
gaaren, en svær mørk mann i gulhvit lærredsdragt og straahat.
— Jaja, saa rejser jei uten Dem da, sier lensmannen — jei tænker ikke jei risikerer noe ve det...
— Nej, sier Houger — det kan du da aldri risikere noe ve — men naa maa du afsted, hvis du skal ta træne.
Lensmannen ser paa sit uhr —: Ja dø og pine! adjø! adjø! sier han fort og springer op i karjolen — og afsted gaar det saa det kost! ned den hvite støvete vejen mellem de grønne jorer, ned i dalen — og saa opover igjen mot skoven derover...
Vi staar og ser efter karjolen til den er forsvunnet — saa sier Houger:
— Gaar Di me inn og tar en pjolter?
— Ja, tak! svarer jei, forundret over aa finne en saa civiliseret drik som pjolter herute paa landsbygden.
Vi gaar inn i haven foran huse og sætter os ve et lite bor inne i skyggen unner en stor bredkronet linn; en byklædd pike me hvitt forklæ serverer os pjolter og cigarer — og vi blir sittende der og røke og passiare mens vi nipper til pjolteren...
Vi snakker om løst og fast: om lensmannen som er en hyggeli kar; om byliv og lannliv; om Højre og Venstre og de Oftedøler; om parlamentarismen, herhjemme og i Frankrig; om hvorvitt Sverdrup
