— Altsaa forbi! — fyrstikken faller ut a haannen
paa mei og jei synker ned paa flatsengen derinne i
det mørke værelse me ansikte nede i puten og begge
hænder trykket haart inn imot hjerte. Det er som
om alting inni mei er stoppet op og har lagt sei for
bryste paa mei i en stor klomp, som voxer og sprænger
paa og vil kvæle mei hvis den ikke kommer løs
igjen... jei kan ikke graate og ikke puste, jei trækker
vejre hæst og besværli i korte napp me smaa
stønn — aa gud aa gud om jei bare kunne faa graate...
men nej! nej!... bare denne forfærdelie kvælende
rædsel: — aldri aldri mere...
Jei blir liggende der og vri meg i fortvilelse. Og nattens stilhet føles som en haân, og Gaarders rolie regelmæssie aannedræt der like ve siden a mei som en grusomhet — hvorfor vaagner han ikke og hjælper mei!... aah! et menneske, et menneske! jei er saa rædsels alene i hele verden — et menneske! et menneske!
Men ingen i verden bryr sei om mei elendie som ligger her og pines — ingen, ingen...
Langsomt kryper de fremover de fæle stille nattetimer, langsomt langsomt — én stor lang evihetstime hver... og klokken blir ét, og to, og tre, og fire, og fem, og sex, og syv, og otte — og endda ligger jei der og vrier mei og stønner i angst og fortvilelse, mens Gaarder ligger roli ve siden a mei og sover...
Saa pludseli faller det mei inn at idag skal jo Gaarder til byn, og se om han kan skaffe noe mât og noen penge, siden jei ikke fik fat i noen igaar — og
