af, rædselen... og du ossaa blékner af Vera og blir et gammelt minde fra en svunden tid... Aa gud sei forbarme! — aldri aldri mer!
— og jei faller overenne paa flatsengen igjen og blir liggende der og vælte mei frem og tilbake og vri mine hænder og forstaar ikke at det kan bæres...
Og klokken derborte i hjørne ve vindue slaar, me forfærdeli rabalder hver gang, saa jei skvætter højt paa sengen — først tre... saa fire... og saa fem
— og klokken hall sex kommer saa Jensine inn og sier —:
— Ja, naa er kaffeen færdi!
Men jei bare vinker af me haanen —:
— Tak! tak! jei rejser først me hall-to-baaten, jei har ikke lukket et øje endda, jei maa forsøke om jei kan faa sove noe i formidda.
— Men en kop kaffe vil Di vel ha!
— Nej tak! nej tak! — la mei bare faa være i fré.
Og Jensine forsvinner, og jei blir beggende der og lide dette forfærdelie time efter time — intil jei tilslut mellem ti og elve faller hen i en fæl vonn døs hvor jei ligger og kollsveder af angest og venter og venter og venter i rædsel paa noe skrækkeli, noe forfærdeli noe som naa skal ske...
