Side:Bekjendelser.djvu/313

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

rer, vil stirre dei inn i sjælen, men rækker dei ikke. —

Du er gla i mei det vét jei, forfærdeli gla i mei af og til — og du ville ikke engang forsøke paa aa helbrede mei...?

Du er rovdyr me hvite begjærlie tænder af og til — men bare en afgjørelse forlanges saa vil du først dræpe dei, og da det ikke gaar, gir du hundrede løfter «som du altsaa vil holle» — og mei gir du tre timer. —

Resten a dit liv gir du til ham. Dit liv som er det kostbareste liv i lanne gidder du ikke gjøre andet me enn aa gi det til ham som du ikke elsker, og som ikke engang elsker dei — han ville jo finne sei i aa gi dei bort til den fyren han naa sværmer for!... Jei stirrer og stirrer paa dit skjæbne-ansikt og gyser ve at jei elsker dei og liker dei like gott i din svaghet som i din styrke, like gott enten du er blinn passiv skjæbne me lukkete læper og ingenting vil andet enn det som kommer — eller du blotter de hvite rovbegjærlie tænner og vil hva du vil. Like gott liker jei dei — eller kansje nej, jei liker dei allikevel best som rovdyr. Hvor var du vidunderli vakker dengangen — jei laa der imørke tværsover for havestu-bygningen, halt overenne i hængekøjen mellem de to træer, og ventet dei ikke; bare stirret paa det lysende vindue derover — der bâk var du! Og pludseli gaar en dør og mit hjerte stanser — og frem bak det mørke huse derover, mot det lyse dernede, ser jei dei komme. Lett og bløtt lægger du vægten a hele dit legeme paa hvert bén du sætter frem