Ute i entréen stanser jei og blir staaende og se paa
henne — trinene kommer tongt op a trapperne.
Uhyggeli roli staar hun der, uhyggeli roli er jei
sell — alting staar saa livløst stille inni mei som
har jei aldri levet...
— Adjø! sier jei ennu engang — trinene er kommen højt op i den øverste trappen.
— Adjø! svarer hun sagte — og saa river jei mei løs og gaar.
Uvilkaarli viger jei tilside saalangt jei kan for den skikkelsen jei møter i de øverste trappetrin, ækkel ve tanken paa en muli berøring — men føler saa absolut nul...
Det er bare kroppen som lever mens jei gaar nedover, men den lever gott — for første gang paa tre maanter faar den være ifré. Hjerte slaar saa roli, benene bærer mei saa lett og gla, jei aanner saa behageli fritt, som er jei pludseli blit kvitt en tong byrde... Og jei blir ikke sint over at jei kommer akkurat et minut for sent til Gravesen som ikke lukker noen inn efter hall toll; jei snakker hyggeli me en svensk idiot som heller ikke slipper inn — og gaar saa hjem til Knudsen som sitter og læser strafferet, snakker noen likegyldie or me ham, og lægger mei saa og søvner inn me det samme. —
Men pludseli vaagner jei ve at Schander kommer drukken inn og snakker højt til Knudsen. I samme sekunn vét jei og forstaar det ufattelie: «jei skal ikke se henne mere!» — og det er som om en stor haann pludseli griper om alt det som er inni mei
