stolen, Erik staar foran henne og hvisker til henne og kjæler henne... herregud, hva skal jei her! jei har mest lyst til aa graate...
Endeli kommer Vera og Bjørck tilbake, kusken har imens netop vært der me ølle og mâten, og de sætter sei til aa spise, de fire.
— Skal ikke Di ha noe? spør Vera.
— Nej tak... ja det vil si: gjerne et glas øl, skjønt jei ser dere har bare to flasker.
— Saa! sier Vera muntert — naa er han misfornøjet igjen!... hér! Di misfornøjete mannen — og hun rækker mei et glas. Jei tømmer det uten aa si noe, og blir saa sittende der syk og vente til de har spist færdi, og begriper ikke hva hun vil me mei her.
— Her er pengene Deres! sier hun pludseli og lægger 5 kroner paa bore — de to fik vognmannen!
Jei opfatter det som min afsked, rejser mei og tar pengene, og ser sykt paa henne og vil gaa. Men saa rejser hun sei ossaa:
— Naa maa jei snakke litt me Dem! sier hun og skyver mei ut i entréen — og fører mei saa inn i et lite værelse længer inne, hvor der er næsten fullpakket me møbler fra de andre stuerne som er under oppusning. En liten lampe staar og brænner paa et bor; i sofahjørne som stikker frem foran bore sætter hun sei — og jei synker matt ned paa en stol foran henne, saa underli fortvilet trætt at jei finner ikke et or aa si til henne. Hun sitter der litt og ser paa mei — saa sier hun:
