tionen som den er, er jo utaaleli og uutholdeli. Og hun som vi altsaa begge to elsker, er ikke den som lider minst under den. Derfor saa synes jei at vi mannfolk skal afgjøre dette os imellem... vi faar slaas om henne — hun er det ved gud vært!
Jei stirrer et øjeblik paa fyren og husker at dette har han jo foreslaat éngang før, men dengang forsto jei det ikke. Og jei husker paa «balle-de-plomb’en» i «cœur’et»... og paa det ridderlie knæfall i skoven... og paa det ømme farvel han tok me de steder hvor han sell hadde bodd — og min munn fortrækker sei til et infamt smil, mens jei sier:
— Ja, ikke sant du: vi to skal ve hjælp af aa slaas afgøre hvem det er hun er gla i — ikke sant du? — hahahaha!... aa nej tak far, idioti har vi nok a... Den som vant kunne ialfall være sikker paa aldri aa vinne henne helt... Naa, dei er vel det det samme! bare du faar henne, saa er det vel dei likegyldi enten hun er gla i dei eller ikke...
— Nej, sier han højtidelig og slaar ut me haannen — hvis hun ikke elsker mei, saa vil jei ikke gifte mei me henne!
— Ikke det? sier jei, og ser foragteli bort paa ham.
— Aldri i verden! sier han højtideli.
— Jasaa?! — jei brister i haanlatter. Men i det samme møter mine øjne Veras; jei skjønner hun er bange for at jei skal si noe om at «det er det letvinteste» — og saa holler jei op aa le og bare gjentar en gang til, lissom for mei sell:
