— og jei blir liggende der ve hennes bryst som et
sykt barn, og fortæller henne hvor forfærdeli jei
har hat det... og at naa er Gaarder rejst saa jei er
alene derborte... og at jei begriper ikke hvordan jei
skal kunne holle ut...
— Jei vet ikke bedre, sier hun tilslut, og klapper mei ømt paa kinne — enn at jei faar ta dei me inn til os! vil du det?
— Ah tak! tak! hvisker jei sagte og klynger mei sykt inntil henne.
— Men du maa vente til Katja faar lagt sei! sier hun saa — og naa maa jei inn og stelle istann til aftens. Men strax vi har faat Katja iseng kommer jei ut og henter dei inn — vil du det?
— Ah tak! tak! hvisker jei igjen derinne ve hennes bryst.
— Men saa skal du ikke bakefter spørre mei «hvorfor jeg har dradd dej derinn!» sier hun me et smil.
— Nej, svarer jei léende og klynger mei inntil henne — nej det skal jei ikke.
— Ja for du husker sist! sier hun og lér — og jei lér me mitt i min fortvilelse; lér over den skurkagtie sammenligning mellem den gangen og naa, lér ve at hun er saa dejli, og at jei skal faa sitte derinne hvor hun er — aa gud!...
Men da hun saa er gaat fra mei og jei sitter alene igjen og stirrer efter henne, snører mit hjerte sei pludseli volsomt sammen —: situationen i hele dens uendelie fattidom staar me ét klart for mei:
