sine hænder og holler det energisk ut fra sei dernede, mens hun hvisker det nervøst:
— Nej! nej!... det faar du ikke lov til — er du gal? jei har jo ikke faat vasket mei engang! — Og da jei bare stirrer forvillet op paa henne føjer hun til —: Og jei kan ikke faa vasket mei heller, for her er ikke noe vann — de har ikke sat noe herned siden faderen ikke kom... Saa! læg dei naa op her ve siden a mei, vil du?
Stemmen er venli og bløt — gusjelov, hun er ialfall ikke vonn... aah men gud hva skal der bli a mei! — og da jei lagt mei op i hennes arm, hvisker jei det sykt inn ve hennes bryst:
— Aa Vera, faar jei hente noe vann ophos Dem?
— Nej, da maatte du gaa igjennem det værelse hvor Bekkasinen ligger — nej, det gaar ikke an.
Fortvilet trykker jei mei saa inntil henne og hvisker angest:
— Vera? er Di ennu noe gla i mei?
— Ja, sier hun venli og klapper mei paa kinne — og hadde jei bare hat vann her skulle du faat lov aa gjort me mei alt hva du ville, men naa har jei altsaa ikke det... Saa! forsøk naa om du ikke kan komme til aa sove, vil du det? du?...
Stemmen er næsten øm, jei føler mei saa forfærdeli taknemmeli og ligger der og holler henne tæt inntil mei og forsøker aa sove. Men længselen efter henne raser igjennem mei som en fortærende feber, og uten at jei vét det ligger jei igjen der og kysser henne nedover hennes elskede legeme — intil jei
