saavitt at jei faar klemt mei ned mellem sengestokken og hennes ryg — og slik blir hun liggende...
— Vera! hvisker jei bævende af angest og lægger armen frem over hennes skulder — er du gla i mei?
— Ja, svarer hun sagte, uten aa venne sei om.
Jei hører jo at det er ikke sant, og blir liggende der i øm fortvilelse og klappe henne nedover det elskede legeme...
Pludseli føler jei me et vellystgys at jei kan ligge hos henne, men ossaa at det vil være forbi me det samme. Vellysten bæver alt op i mei bare ve tanken, jei tør ikke røre mei for at det ikke skal bli forbi ennu innen jei kommer til, og forsøker derfor aa gjøre det saan som jei ligger — angest forat hun kansje ikke vil det. Men hun lar det roli ske — og svimmel føler jei at jei virkeli glier inn i henne...
Men i samme nu er ogsaa vellysten over mei, jei kan bare klamre mei fortvilet inntil henne mens det gaar — og gjemmer saa, graatefærdi af skam og fortvilelse, ansikte inn mot hennes ryg...
Roli blir hun liggende der, uten aa si et or. Fjernere syns jei aldri jei har vært fra henne... aah, aldri, aldri vil jei kunne række henne! — Og en hét fortærende længsel raser op i mei efter henne den dejlie som jei holler her i mine arme — aah! henne! henne! henne! ah! — og jei klamrer mei inntil henne og kysser henne som rasende nedover nakken og halsen og ryggen — og vét saa ikke mere hva jei gjør...
— før hun pludseli griper om hode mit me begge
