— Isch, saa tosket! det behøver han da ikke aa si!
det sier jo sei sell!
Tause gaar vi ve siden a hverandre opover langs kanten a skoven uten aa si noe — jei forfærdeli beklemt ve aa vite alle disse fremmede mennesker i nærheten mens jei er sammen me henne. I Karolinestuen er der lys, og hun gaar inn foran, jei efter. I det yderste mørke værelse kommer Majken imot os, jei tror det er for aa gaa sin vej; men da hun faar se at det er mei, gaar hun roli, sammen me os, inn igjen i det inderste værelse, hvor lampen staar tænt paa det store bore foran vinduerne, mellem et virvar af flasker og pjolterglass og cigaret pakker og fyrstik-æsker. Der sætter vi os ned, Vera for enden a bore, jei mitt for. Majken tar en stol og sætter sei borte ve siden a Vera, imellem henne og mei, som for aa værge henne. Ingen af os sier et or.
Mine øjne glier forvillet frem og tilbake fra Vera til Majken, fra Majken til Vera —: hva djævelen er meningen hennes me dette?! hva satan skal jei her, hvis Majken skal være her ossaa?! — jei kan jo ikke snakke me henne da.
Taus sitter Vera der og ser ned i fange sit, mens Majken ser roli tilbake paa mei, tydeli bestemt paa aa bli.
Et stumt raseri stiger op i mei; jei vil si noe, men kan ikke faa et or frem... saa vil jei gaa, men det aarker jei ikke heller — og jei blir sittende der, tænderskjærende, og se paa dem begge to...
