drikke absinth alle tre uten, at der vil komme noe liv over det hele — ingen af os er i humør. Allikevel sitter vi der time efter time... aah, saa jei længes! saa rædsomt jei længes efter henne, som jei har her ve siden a mei...
Tilslut, da det begynner aa lysne, klokken kan vel være som to, al samtale er død bort og vi bare sitter der og ser hen for os alle tre — kaster pludseli Gaarder benene over bænken og springer op og løper inn i huse, uten aa si gonatt. Jei griper fort hennes haann, vi ser litt efter ham, usikre om han kommer igjen — nej, han er og blir borte — og saa trækker jei henne stille inntil mei og ser henne angstfult kjærli inn i de bløte øjne —: «Vera?...»
Uten aa svare lukker hun øjnene og lar sei glie langsomt ned a bænken, og jei siger langsomt ned paa marken, sammen me henne. Men da pludseli lægger der sei en forfærdeli tyngde over min hjerne, alting flyter ut og forvirres, og jei bare klamrer mei inntil henne mens jei mister bevistheden — — —
... Jei har vært i skoven me henne synes jei... og ligget hos henne... og det har vært forfærdeli dejli, men saa underli rart alting... det har lissom ikke hængt rigti sammen — og tilslut er jei søvnet inn, og naa vaagner jei. Og pludseli ser jei henne ligge paa maven ve siden a mei i græsse, ansikte mot joren, og kjolen opom sei helt til hofterne — absolut nøken like til bæltestedet. Og jei kaster mei som vanvitti hen over dette hvite dejlie legeme som er henne — hennes vidunderlie legeme! og kysser
