Ellers er hun jo rent væk for mei og jei har ikke andet igjen a henne enn denne rædsels skjælvende længsel som fortærer mei og gjør saa ont, saa ont... Hva skal jei gjøre! hva skal jei gjøre! jei maa jo se henne, og jei kan jo ikke rejse derbort før det er mørkt! — aa Vera, Vera, kom og la mei faa se dei!...
Og hændervridende stanser jei mitt mellem huse og veskure og brister i hysterisk graat, mens jei stirrer afsindi af længsel mot pynten derute. Men ingen snekke kommer stikkende om odden me henne i agterstavnen — aa nej nej, hva skal jei arme elendie gjøre! — og afsted farer jei igjen op og ned og vét ikke mine arme raa...
— — — Dagen helder, solen gaar ned i gull bak aasen derover paa den side a fjoren — jei gaar der ennu og vrier mine hænder. I aftenskyggen bak huse, paa den grønne bakken, ligger Gaarder paa maven og læser i en bog... stadi venner han hode og ser herbort me sine stærke blaa øjne — gusjelov, at han ialfall ikke snakker til mei!...
Og der kommer Jensine ut paa trappen igjen og mønstrer mei me sine lyse kolt-blinkende øjne — gid djævelen hadde henne! kan hun ikke la mei være ifré!...
Hu! og der har vi Frithof igjen! Foran trappen stanser han før han gaar inn, og blir staaende og glo paa mei han ossaa — aah, at jei ikke kan gjemme mei bort paa et mørkt sted, mei og min elendihet!... Men nej, hér maa jei vandre! hér! hér! frem og tilbake, og stirre ut mot den usalige pynten!... jei
