hun bakfra ser de store hullene paa min strømpehæler, mellem buxekanten og de vinnskjæve sko — fy fan saa det maa se ut!
— Godag! sier pludseli Lilis stemme ve siden a mei — hun har tat mei igjen. — Hvordan har Di det? spør hun venli og ser paa mei me de bløte blaa øjne.
— Aa tak!... og Di, hvordan har Di det?
— Jo, hun har det udmærket... Jakob og hun har ligget paa lanne hos hennes onkel til nu og hat det bare dejli; og nu skal de bort til Vestlandet, til Jakobs forældre, de skal bo paa fa’rens landsted derborte til utover høsten osv. — og lykke og glæde straaler ut a hennes ansikt mens hun taler.
— Men her skal jei ned! sier hun saa og stanser paa P. P’s hjørne.
— Vet Di om Vera rejser me baaten klokken 5? spør jei sagte og ser sykt op paa henne.
— Nej hun hadde ikke bestemt sei endda — men det blir vist ikke! — og hun ser mei trist inn i mit forstyrrede ansikt. — Adjø da! sier hun saa og gir mei venli haannen.
— Adjø! og ha det gott!
Høj og lys gaar hun nedover Kongensgate i solskinne, straalende aa se til i sin lillafarvete sommerdragt og den morsomme rø luen me kvast i paa hode. Jei stirrer en stunn efter henne, men vakler saa rystende af nervøsitet over paa den andre siden a gaten, og blir gaaende der op og ned mellom Eker-
