er alt inne ve badehuse de naa — aa kjære hvor jei er gla i dei! — og hun slaar armene om mei og kysser mei.
Jei sitter der noen øjeblikke halt fra mei sell — beruset af henne. Saa pludseli sætter jei kursen ret inn til Hvitsten.
— Men hvor vil du naa hen? spør hun forundret.
— Være alene me dei et øjeblik! hvisker jei sagte.
— Hvordan det?
Men jei svarer ikke, bare ror alt det jei aarker, me mine øjne dybt i hennes, intil odden som springer frem foran Bakkehusbugten skjuler badehuse derinne, hvor de andre netop lægger til. Saa vipper jei aarerne inn og glier sansesløs ned paaknæ foran henne me armene om hennes liv, og hviler mit hode ve hennes elskede bryst.
— Vera! hvisker jei sagte — aa la os sætte os der agter litt? dér er det bedre aa sitte... og jei har jo ikke faat være alene me dei et eneste øjeblik i hele aften for alle de menneskene...? Og pludseli ser jei op paa hen- nes kjærlie ansikt og sier me et sykt smil: Du! — du er naa litt karri me dei sell likeover for mei!... sjælden kommer du, ossaa tar du endda fremmede mennesker me — kjære snille søte dei hvor jei er forfærdeli gla i dei! — og pludseli brister jei i hysterisk graat.
Stille sitter hun der og holler mei inntil sei og klapper mei paa haare til det er over — men saa tar hun hode mit i begge sine hænder og holler mit ansikt op imot sit, og sier det bløtt:
